Vegetar bolognes

Alt begyndelse er svær

Jamen man skal jo starte i det små og heldigvis er denne vegetar bolognese så tilpas nem at lave, at den også fungerer på en hverdag. Det synes jeg godt kan være udfordringen, altså det med at spise mindre kød i hverdagen. Vores hoveder er så automatiserede til, at hive en pakke kød frem fra køledisken, for først efterfølgende at tænke på tilbehøret fx kartoflerne. Den sidste tanke som rammer frontallapperne, er “øøøøhhh… skal vi også have noget salat til?” I virkeligheden burde vi gribe vores måltidsplanlægning fuldstændig omvendt an. Som fx “Kæft’et flot spidskål! Det vil jeg grille på min pande. Det kunne være lækkert med nogle pommes af sødekartofler til og så en god dip med friske krydderurter. Hmm.. behøver jeg egentlig et stykke kød til det?” Jeg har personligt oplevet, at svaret på det sidste spørgsmål ikke altid er ja og det gør godt for både dyr, helbred og klima.

Åbent landbrug

“Ja, så håber jeg at vi været med til, at mane nogle af jeres fordomme omkring landbruget til jorden”( sagt med stærk nordjysk accent) Sådan sluttede en særlig fornem økologisk landmand vores besøg af, efter rundvisning i grisestalden. Vi var afsted allesammen og selv vores mindste datter Nellie på 17 mdr, havde været iført en str. 45 plastiskposesko og en hvid heldragt med tilhørende hætte, inden vi var begivet os rundt i de enorme stalde. Det var åbent landbrug og uden de store overvejelser var vi kørt afsted. Vi var faktisk kørt længere end hvad vi normalt vis orker med 3 børn på bagsædet, da det oftest ender i ballade, men vi ville gerne besøge et stort sted, så kursen var sat mod et gods -mindre kunne ikke gøre det.

Besøg fra det ydre rum

Det var et imponerende sted og alle de store maskiner holdt parade udenfor. Vores mellemste Rosa, ville prøve dem alle. Vi kunne også samle karameller i den store container med korn og så kunne man komme ind til grisene. Kæmpe store haller fyldt med dyr. Jeg var først overrasket over dyrenes størrelse. Jeg overvejede om det var en naturlig størrelse. Samtidig blev jeg lidt skuffet over dyrenes forhold. Mange dyr i indhegninger og med sparsomt halm på gulvene. Hvad mon forskellen var på de almindelige grise og de økologiske, som jeg stod og kiggede på? Vi var startet i afdelingen for de gravide grise.(Det hedder muligvis en so eller noget, men jeg vil i dette indlæg holde mig langt væk fra fagtermer) Alle uden undtagelse havde sår og skrammer på siden. Ikke dybe sår, men mindre rifter, skrammer på det meste af kroppen. Jeg kender ikke til grisenes natur, men man skal ikke være meget snu for at regne ud, at alle de rifter og sår var kommet grundet pladsmangel. Hver gang der var bevægelse blandt de besøgende rumdragter, altså os, panikkede grisene med det resultat, at flere grise blev mast op af muren.

babygrisene

Vi fortsatte gennem de forskellige stalde og for særligt børnene var der stor begejstring, da vi nåede “barselsgangen” eller hvad det hedder. Helt små nuttede lyserøde grisebasser, dog uden krølle på halen og med flere mærkater piercet gennem ørene. Nogle gemt i en kasse, for at beskytte dem mod deres alt for fede mor, andre i veltilpas brydekamp med sine søskende om maden og andre igen i en stor plastiskbeholder udenfor. Altså dem så vi ikke, men vidste du, at ca. 25.000 smågrise dør dagligt i de danske grisestalde? Jeg overvejede, at snige en med hjem i min lomme. De var virkelig søde.

Udenfor igen og sendt afsted med den hilsen jeg startede dette indlæg ud med. Alle mand afklædt rumdragterne, men stadig med lugten af gris i næserne og mere overbeviste end nogensinde om, at vi skal tænke i mindre og bedre kød herhjemme. Vi skylder vores klima, vores dyr og os selv, at tænke over vores kødforbrug! Det var vi mega enige om, og så kørte vi hjem og hev en pose hakket oksekød ud af fryseren og lavede en omgang kødsovs, for klokken var mange og børene var sultne -MEN det ændre ikke på, at vores intentioner og overvejelser fik endnu et skub i den rigtige retning, den dag til åbent landbrug.

opskriften

Det skal du bruge:

1 løg
3 fed hvidløg
1 ds hakkede tomater
1 tsk oregano
1 tsk timian
2 gulerødder
1 squash
1 ds kikærter
4 dl. vand
2 dl tør hvidvin
150 g røde linser
Olivenolie
Salt og peber
Evt. endestykket af en parmesanost + revet parmesan

Serveres med frisk pasta

Sådan gør du:

Svits fint hakket løg og hvidløg i en gryde med lidt olivenolie. Løgene skal blive klare.

Tilsæt hakkede tomater, oregano, timian, vand og hvidvin.

Gulerødder skrælles og rives på et rivejern. Squash skylles og rives også. Kom efterfølgende begge dele i gryden.

I et dørslag skylles kikærter og linser grundigt, til vandet ikke skummer mere. Kom derefter i gryden. Til også et endestykke fra en parmesan, hvis du har. Det giver en dejlig dyb smag. Husk dog at fiske den op igen inden servering. De røde linser er med til at jævne din vegetar bolognes, så lad den simre godt igennem.

Kog din pasta som anvist på pakken og smag bolognesen til med salt og peber.

Server din vegetar bolognese med revet parmesan og evt til friske krydderurter. Det både smager godt og ser flot ud.

Lyst til en anden vegetarret? http://madsager.dk/chili-sin-carne/

Vil du til åbent landbrug? https://aabentlandbrug.dk/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.