Surdejsboller

surdejseventyret kap 1

Har du fået gang i din surdej? Bobler og lever den sit eget selvstændige liv samtidig med, at din kærlighed til den vokser dag for dag? Har din surdej fået et navn, stænket i kærlighed og har du mere end en aften, kigget flere gange til den, end til dit sovende barn? Så er du ved at være klar til, at testkøre den. Start med denne opskrift på lækre og smagfulde surdejsboller og jeg lover dig, at det ender i den rene bagelykke.

… og dine surdejsboller levede lykkeligt til deres dagens ende.

Du kan se lidt billeder fra processen på IG https://www.instagram.com/stories/highlights/17899369630589905/

opskriften:

Det skal du bruge:

375 g lunken vand
2 spsk frisk surdej
7 g gær
400 g hvedemel min. 11% protein pr. 110 g. fx Manitoba eller Ølandshvede
3 tsk salt
Olivenolie

Sådan gør du:

Dagen før:
Står din surdej på køl, skal den tages ud og fodres. Den vil være klar til brug efter 4-6 timer, efter temperatur og aktiviteten i dejen.

12 timer før du vil bage:
Rør vand, surdej og gær sammen i din skål til din røremaskine. Tilsæt salt og mel og lad dejen blive ensartet.

Nu skal dejen have nogle tæsk. Skru din røremaskine op på næsten max. På min hedder det niveau 8. Rør dejen i ca 10 min og lav herefter en glutentest ved, at tage fat i dejen med to fingre og strække ud i den, så den bliver tynd og næsten gennemsigtig. Går den nemt i stykker, skal den røres mere -op til 15-20 min, så den er god elastisk. Vær tålmodig!

Når din dej er færdig, skal den langtidshæve i køleskabet. Brug en stor platbøtte, som du smører med olie. Hæld dejen over i bøtten og dæk den med et låg eller med plastfilm. Være opmærksom på, at din bøtte er stor nok, så din dej ikke vokser over kanterne, mens du sover. Stil først i din dej på køkkenbordet og lad den hæve små 2 to timer, så den får en god start på hævningen. Derefter kan du sætte dejen i køleskabet og lade den koldthæve i alt fra 8-16 timer.

Bagedag:
En time før du vil bage dine surdejsboller, tages dejen ud af ovnen. Dette er for at “vække den” Den skal gerne være hævet flot og have mange luftbobler. Se billedet af “morgendejen” nederst i opskriften.

Tænd ovnen på 275 grader varmluft og lad to bageplader varme med. Den ene nederst i ovnen og den anden i midten. Du kan også bruge dit bagestål, hvis du har sådan et.

På køkkenbordet lægger du et stykke bagepapir og drysser et lag med på bordet. Nu skal din dej fra bøtten og over på det meldryssede bord. Det skal ske meget forsigtigt for, at bevare så mange lufthuller som muligt. Brug gerne en dejskraber, men ælt for guds skyld ikke i dejen.

Giv dejen et fold ved, at tage fat i de to fjerneste hjørner og fold hurtigt sammen. Det skal gøres i et snuptag. Dyp evt dine fingre i mel, så de ikke hænger fast. Hvis du er i tvivl om teknikken, kan du se video her https://www.instagram.com/stories/highlights/17899369630589905/

Skær dejen igennem på langs med dejskraberen og skub de to halvdele lidt fra hinanden meget forsigtigt. Brug igen dejskraberen til, at skære de to stykker ud til boller og løft dem over på bagepapiret. Ca. 8-10 stk.

Bagetid:
Tag den midterste varme bageplade ud af ovnen. Hiv bagepapiret med bollerne over på pladen og sæt den med det samme tilbage -stadig i midten. Hæld 1 dl vand i bradepanden under. Bag dine surdejsboller i ca 15 min, men hold godt øje med dem. De må gerne blive mørke, men de skal ikke blive brændte.

Lad dine surdejsboller køle af en halv times tid, inden servering.

Vil du lave din egen surdej? http://madsager.dk/lav-din-egen-surdej/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.