Rocky Road

Dronningemandler, skumfiduser og marcipan

… eller hvad du nu lige har. Det er nemlig det fede ved Rocky Road.

Du kender det måske fra aftensmaden, når du ikke har fået handlet – og ja, du heller ikke orker det. Du åbner køleskabet og ser hvad du har som du kan kreere et måltid ud fra. Denne opskrift på Rocky Road er i princippet lidt det samme -men i konfektens verden. #undgåmadspild #ogslikspild

Her i december har vi næsten altid lidt chokolade og andre julegodter i slikskuffen, som jeg ved vi ikke når at få spist. For jeg har jo handlet rigeligt – som i alt alt for meget som altid. Nå, men saml nogle af de ting, som ellers bare ville ligge og ikke blive spist, hak det i små stykker og vend med smeltet chokolade. Ja det er faktisk hvad Rocky Road er. Et fancy ord for ‘ruskomsnusk’. I dag havde jeg nogle dronningemandler, små skumfiduser og noget rå-marcipan. Chokoladen er en blanding af lys og mørk, da det var det det var tilovers fra da jeg lavede konfekt forleden. Du bruger selvfølgelig bare, hvad du har derhjemme.

den perfekte kombination

Det vigtigste, når du samler dine jule-slik-rester til Rocky Road er, at der er en god blanding af noget chrunchy, sejt og blødt helst. Så bliver det en lækker kombination. Det kunne være du havde nogle peanuts, lidt marcipan og nogle flødekarameller. Det kunne også være en kombination af skumfiduser, mandler og julestokke. Eller fx pistacienødder, juleskum og så med hvid chokolade. Frækt!

Kun fantasien sætter grænser. Prøv dig frem og find din egen favorit. Har du ikke et salt element med, så tilføj altid gerne 1/2 tsk. flagesalt. Dét er prikken over i’et.

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge til ca 15 stk:

300 g chokolade (mørk, lys eller en blanding)
100 g dronningemandler
100 g marcipan
50 g små skumfiduser
1/2 tsk flagesalt

Sådan gør du:

Smelt chokoladen i vandbad.

Hak dronningemandlerne groft og skær marcipanen i små tern.

Put dronningemandler, marcipan, de små skumfiduser og flagesalt i en skål og hæld den smeltede chokolade oven – og vend forsigtigt rundt, så alt bliver fedtet godt ind i chokolade.

Hæld massen i en form med bagepapir. Massen skal gerne have noget højde, så ikke for stor en form. Sæt din Rocky Road på køl i mindst 2 timer.

Når massen er fast tager du den ud af formen og skærer den i små “hapsere” som du synes er passende i størrelsen. Pas på du ikke får skåret for store stykker. Helst kun en mundfuld eller to. Ellers bliver det for meget af det gode.

Lidt musik til madlavningen? https://www.youtube.com/watch?v=gFtb3EtjEic

Lyst til noget andet julekonfekt? http://madsager.dk/nemme-cornflakestoppe/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.