Orientalsk risret

…Og det er ikke den fra Knorr

Når jeg siger ‘orientalsk risret’ så tænker du sikkert på Knorrs den bedste – Oriental Rice stod der altid på pakken, mener jeg. Men come on, den kan vi lave bedre selv. Det er en af de nemme retter, som jeg godt tør love, at selvom du ikke er 100-meter mester i et køkken, så klarer du snildt den her. Og så er retten lige så hurtigt at lave, som det tager at koge dine ris… plus 5 min. Når den er færdig, så smækker du bare din dybe pande/gryde/wok direkte på bordet – sådan lidt Paella inspireret og så går i ellers bare ombord i herlighederne.

En rigtig familie-ret

Denne ret kan spises af alle. Selv Josefine som lige har rundet 1 år. 1 ÅR…!! Nej vel. Jeg har jo lige født hende. Men det er åbenbart et år siden. Men ja, hun smovser løs, når menuen er orientalsk risret. Men hvis du har børn (eller voksne) i husstanden, som er lidt sarte når det kommer til krydret mad/karry, så kan du spare lidt på karryen og tilsætte det halve. Jeg kogte ris i poser sammen med boullion, karry og gurkemeje, men du kan også sagtens bruge løse ris. Det tror jeg de fleste har faktisk. Her har vi dog ris i poser af én særlig årsag: at hvis jeg selv skulle måle af og koge ris, uden poser, så ville jeg lave til hele Afrika og der vil helt sikkert være garanti for en god brændt bund i gryden, hvor 1/3 af risene har sat sig godt fast. Så er både ris og gryde lige til skraldespanden. Synes jo egentlig selv jeg er sådan ret ferm i et køkken. Bare ikke lige når det kommer til ris-kogning. Så der snyder jeg altså lidt med poserne. Hvis det da er at snyde. Det er nemt. Selv for mig. Retten kan sagtens klare en dåse majs eller andet, som du synes passer dertil. Det smager helt sikkert møg lækkert deri.

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge til 4 per

2 poser ris a 125 gram (eller 250 gram løse ris)
1 hønseboullion terning
2 spsk karry
1 spsk gurkemeje
450 gram hakket oksekød (eller hvad pakken nu indeholder – alt fra 400-500 går an)
2 mellemstore løg
1 bundt forårsløg
2 dl ærter fra frost (optøede)
1 dl olie
Salt og peber
2 håndfulde frisk persille

Sådan gør du:

Sæt vand over til risene. Put din boullion terning i – og tilsæt også karry og gurkemeje.

Kog risene heri efter anvisningen på pakken. Risene bliver nu lækre og flotte gule. Hæld vandet fra i en si, skyl kort med kold vand henover – og lad dryppe af i ca. 2-3 min. Mens risene koger laver du resten, så du nemt bare kan hælde risene i til sidst.

Varm olien i en høj pande/gryde/wok og put løg og forårsløg på og lad simre lidt ved medium varme. Skal steges til klare (og ikke brune).

Tilsæt oksekødet og brun det godt af.

Tilsæt nu de flotte gule ris som er dryppet af og rør sammen.

Hæld også ærterne i. Rør rundt, varm op og smag til med salt og peber.

Lige inden servering tilsætter du helt finthakket persille og rører godt rundt.

Men du kan selvfølgelig også bare købe færdigpakken, hvis du vil: https://www.knorr.com/dk/produkter/middagsretter/dinner-kit/orientalsk-risret.html

Hvad man man ellers med fordel lave selv? http://madsager.dk/klassisk-kartoffelsalat/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.