Klassisk æggesalat

Æggesalat i flytterodet

Påsken er desværre et overstået kapitel, men det betyder ikke at vi skal slippe de gode klassiske påskeretter helt endnu. Det skyldes selvfølgelig, at retter som æggesalat og hønsesalat smager konge-godt hele året rundt, men den primære årsag er, at jeg simpelthen ikke nåede at få opskrifterne ud til påske. I know -sikke en tarvelig madblogger -men det er altså sandheden. Camilla havde ellers kokkereret og forberedt det hele, men midt i flytterod, manglende internet og ferie, blev det simpelthen ikke gjort. Jeg kan så måske glæde jer med, at opskrifterne heldigvis ikke bliver dårligere til næste år.

Når det skal være æg-stra lækkert

Okay -den overskrift er Camillas værk! Men altså, det er super nemt at lave din egen æggesalat og det er virkelig nemme plus-point på kontoen fra dine eventuelle påskefrokost gæster,når de sætter tænder i den. Din æggesalat kan laves i forvejen og ryge direkte fra køleren og ind på bordet.

Server med et stykke rugbrød (evt. ristet) eller et stykke ristet toastbrød/franskbrød. Top det med purløg som jeg har gjort her – eller karse, hvis du er vimmer med det. Opskriften her rækker til 5-6 store madder.

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge:

6 æg
3 spsk. creme fraiche 38%
3 spsk god mayonnaise
1 tsk dijonsennep
3 tsk karry
1/2 bundt purløg eller karse
Salt og peber

Sådan gør du:

Kog æggene så de er hårdkogte. Jeg kogte mine i 10 min. Under kold vand med dem, når de tages af blusset, så de stopper med at koge videre. Lad dem køle af i det kolde vand. Pil dem og hak dem groft og put i en skål. Sæt til side.

Lav nu dressingen i en anden skål. Bland creme fraiche, mayonnaise, dijonsennep og karry sammen. Smag til med salt og peber. Bland dressingen over i skålen med æggene. Tilsæt gerne lidt af gangen, så der ikke kommer for meget dressing i, da æggesalaten så bliver for flydende. Jeg synes den er mest lækker hvis den er lidt fast i det og ikke render for meget. Den har dog godt af 15-20 min. på køl inden.

Pynt med fint hakket purløg eller lækker karse.

Pip gok og god bagpåske

Smuk og lækkert brød til påskebordet? http://madsager.dk/fougasse-broed/

Lidt om påsken: https://www.kristendom.dk/paaske

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.