Kanelsnegl

Remonce-grisen slår til igen

Hvem elsker ikke en stor luftig kanelsnegl med massere af snask? Jeg har efterhånden prøvet flere opskrifter, men nu synes jeg endelig at have fundet den rigtige kombination af luftigt brød, mængden af remonce og smagen af kanel. Det er ingen hemmelighed, at jeg er en remonce-gris og derfor kan jeg slet blive skuffet, hvis en kanelsnegl er tør eller har for lidt remonce mellem lagene. Derudover bager jeg oftest mine snegle i et ildfast fad, for at holde på den remonce, som skulle stikke af. Den ligger sig istedet i bunden og gør bundene virkelig lækre.

Fra graviditethjernen til dig

Hvor bliver jeg altså glad, når nogle af jer søde mennesker, venter på en af mine opskrifter. Det er en stor motivation og jeg glæder mig altid ekstra meget til at gå i køkkenet når jeg ved, at andre får glæde af det og bliver inspireret. Så mange tak for det!

I virkeligheden var det slet ikke planen, at jeg skulle bage kanelsnegle. I virkeligheden skulle jeg være fornuftig og bage skinkesnurre til fryseren, så der var lidt hurtigt, når baby kommer. Men graviditets-hjernen ville det anderledes og så kunne jeg intet stille op. Lidt ligesom det ikke var min skyld , da jeg den anden dag, kom til at vaske alle mandens dyre uld pullovers på 60 grader. Jeg KAN desværre ikke tage ansvaret for det.

Opskriften:

Det skal du bruge til ca 12 stk:

Dejen:
2,5 dl varm mælk
40 g smør
50 g gær
2 spsk. sukker
1 tsk. salt
1 æg let sammenpisket
500 g hvedemel

Remonce:
250 g smør
150 g brun farin
200 g sukker
4 spsk. kanel

Sådan gør du:

Dejen:
Smelt smør ved lav varme og tilsæt herefter mælken. Den samlede temperatur skal gerne ramme 37 grader-ish, altså “lillefinger varm”

Hæld mælk og smør, over i en stor skål og smuldr gæren heri. Tilsæt sukker, salt og æg og rør godt.

Tilsæt melet lidt ad gangen, indtil dejen er ensartet. Det gør ikke noget, at dejen er lidt klistret. Smør en ny skål med lidt olie og kom dejen heri. Lad den hæve tildækket et lun sted i 1 time.

Remonce:
Bland blødt smør med sukker og kanel. Stil den til side på køkkenbordet.

Samling af dej og remonce:
Del dejen op i to lige store stykker. Drys et tyndt lag mel på bordet og rul hver af dejportionerne ud til et kvadrat på ca 40 x 40 cm. Vær opmærksom på, at dejen ikke klistrer fast til køkkenbordet, men brug ikke for meget mel.

Fordel halvdelen af remoncen på dejen, i et jævnt lag og rul dejen stramt sammen til en rulle.

Skær dejen ud i skiver på ca. 3 cm og kom dem op i et indfast fad, smurt med lidt olie. Du kan også bruge en bradepande. Lad der være lidt plads mellem sneglene, så de har plads til at hæve.

Lad sneglene efterhæve i 30 min. og bag dem efterfølgende midt i ovnen ved 160 grader i 20-30 min. Tag dem endelig ud, inden de får for meget farve, for at undgå tørre snegle.

Gentag med den anden dej.

Pynt først med glasur mm. når de er kølet godt af.

Pizzasnegle? http://madsager.dk/pizzasnegle-m-skinke/

Mere om kanelsnegle: https://da.wikipedia.org/wiki/Kanelsnegl

3 meninger om “Kanelsnegl”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.