Hjemmelavede forårsruller

Pyhhhh…..

..ramiderne, hvor er der varmt i tiden og jeg magter det ærlig talt ikke rigtig mere. Jeg er meget klassisk dansk i den forstand, at jeg SÅ gerne vil have varme og sommer, når vejret er møg, men efter 2 dage med høj sol og 30 grader, så gider jeg faktisk ikke mere. SÅ enten bruger jeg tiden på, at brokke mig over mangel på sommer, eller så brokker jeg mig over for meget sommer -sådan er jeg. Svær at gøre tilfreds.

Heldigvis er der som ofte ret køligt i vores køkken, da solen står op på den side. Derfor har jeg brugt en del tid netop der, istedet for i haven. Jeg har lavet forårsruller, forårsruller, forårsruller og forårsruller, for jeg elsker forårsruller. Knasende sprøde og med spicy fyld. Endnu en af de ting, som bare bliver 700 gange bedre, hvis man laver dem selv. Jeg serverede dem med en hurtig nudelsalat, som bare bestod af nudler, agurk, gulerødder, koriander, forårsløg og nigellafrø. Se evt. billede af nudelsalaten nederst. Jeg serverede også min mega lækre thai dressing til. Den opskrift finder du her: http://madsager.dk/thai-dressing/

opskriften:

Det skal du bruge:

Forårsrulle dej fx TYJ Spring Roll Pastry
400 g hakket oksekød
½ fintsnittet porre
2 gulerødder i fine strimler
½ tsk cayennepeber
120 g bønnespirer
¼ fintsnittet hvidkål
2 fed hvidløg
1 spsk fishsauce
Soja
1 l smagsneutral olie

Det gør du:

Svits hvidløg og cayennepeberet af i en wok. Hvidløget må ikke tage farve. Tilsæt kødet og steg det med til det er brunet.

Tilsæt porre, gulerødder, bønnespirer, hvidkål og steg med i 5 min. Smag til med fishsauce og soja. Steg fyldet indtil alt væsken er væk. Jo tørre fyld, jo bedre. Lad fyldet køle af til det er helt koldt, ellers går dejen i stykke pga. varmen.

Spring Roll Pastryen er skåret i passende stykker i pakken. Hiv forsigtigt dejen fra hinanden en af gangen og lad de stykker du ikke bruger, ligge under et fugtigt viskestykke, så de ikke tørrer ud. Placer fyldet i en passende mængde på dejen og fold dejen som anvist på pakken. Fold alle de forårsruller du skal bruge, så de er lige til at smide i gryden. (eller frituren, hvis du har sådan en)

Kom olien i en wok eller stor gryde og varm den op. Afprøv eventuel oliens varme, ved at komme et lille stykke gulerod eller anden rest i. Den skal gerne begynde at syde med det samme. Når olien er varm kommes forårsrullerne i 1-2 af gangen. Dette gør det lettere af opretholde en høj temperatur på olien. Friter rullerne til de er flot gyldne, tag dem op og lad den dryppe af på noget køkkenrulle.

Denne opskrift ligger bla. under kategorien “vegetar” det er selvfølgelig fordi, man nemt kan lave en version uden kød.

Brug for lidt musik til madlavningen? https://www.youtube.com/watch?v=SXXK4P2Ogs0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.