Fougasse brød

Smukt og simpelt

Arrrrmen… se nu lige et par smukke fougasse brød. Helt perfekte til tapas bordet som nippebrød, smukt til en brandvarm suppe og også lækkert lunt med lidt ost. Dette franske landbrød er hurtigt blevet en favorit herhjemme og så kan det bruges til det meste.

Fougasse brødet er muligvis en af de smukkeste brød jeg kender og samtidig er det overraskende simpelt at lave. Grunden hertil skulle eftersigende være, at brødet blev udviklet som en slags “prøvebrød” -altså et brød som kom i ovnen for at tjekke, at temperaturen var høj nok. Det har så videreudviklet sig i form, til det smukke bladformet fougasse brød, som vi kender i dag. Et brød som er i familie med det velkendte foccaciabrød.

Bagedyst og kvalitetstid

Ind imellem kan det godt være svært, at være storesøster til to. Der er altid liiiige et eller andet som mor skal nå og der forventes meget, når man er den store på 5 år. Heldigvis har vi vores små “åndeholde” hvor det kun er mor og Ofelia tid og en af disse er “Den store bagedyst” de nye afsnit eller de gamle -det gør ikke den store forskel. Vi elsker at kigge på kagerne og forstille os, hvordan de mon smager. Så sidder vi tæt og mor skal ikke liiiige ordne noget.

Desværre er det ikke de store kage-bage-evner jeg har, selvom jeg da godt kan smække en brownie eller en brunsviger sammen. Inspirationen må jeg så finde i nogle af de andre opskrifter, som fx dette fougassebrød. I bagedysten laver de en brændenældepesto til. Her vil jeg istedet anbefale min opskrift på spinatpesto: http://madsager.dk/spinatpesto/

opskriften:

Det skal du bruge til to brød:

3 dl lunken vand
25 g gær
1 dl olivenolie
2 tsk groft salt
600 g Manitoba mel (alm. hvedemel kan bruges)

Sådan gør du:

Dejen

I skålen til din røremaskine kommes vand, olie og salt. Opløs gæren i væsken og tilsæt mel.

Kom skålen over på røremaskinen og lad den ælte på lav hastighed til dejen slipper og er pæn blank (Du kan også sagtens ælte brødet i hånden)

Tag dejen ud af skålen og kom lidt olie i skålens bund. Læg dejen tilbage og vend den forsigtigt et par gange, så den er dækket af olien over det hele. Læg et fugtigt klæde over og lad dejen hæve på køkkenbordet i 1 time.

Form brødene

Kom forsigtigt dejen ud på bordet og del den i to. Den skal ikke æltes, men blot formes ovalt. (Husk at brødet bliver større, når du laver mønsteret)

Mønsteret kan du lave med både kniv og saks. Jeg synes saksen er nemmest. Klip først et langt snit ned gennem centeret af brødet. Det skal nå gennem næsten hele ovalen, men sådan at dejen stadigt hænger sammen i kanten (kik på billederne af brødet, så giver det god mening). Tænk på en bladribbe i midten af bladet.

Klip herefter 3-4 snit på hver side af det snit du lavede i midten. De skal være pænt store, men ikke nå ud til kanten eller midtersnittet. (Du kan vælge at stoppe klipperiet her, og du kan vælge at klippe snit i siderne også. Se forskel på brødene på billedet)

Når du har lavet alle snit trækker du i dejen, så snittene bliver til større huller. Stræk dejen godt ud, mens du former et smukt blad. Det kan være en fordel at gøre dette på et stykke bagepapir, så er dit fourgasse brød lettere at flytte rundt på efterfølgende.

Samme fremgangsmåde med den anden del af dejen.

Lad brødene efterhæve i 30 min.

I ovnen

Imens brødet efterhæver, varmes din ovn op. Brug gerne et bagestål hvis du har sådan et, ellers brug bare en alm. bageplade. Sæt din rist med bagestål eller bageplade øverst i ovnen ved 250 grader. Nederst sætte du en bageplade. Denne skal du bruge, når du skal dampe dit brød.

Bag kun 1 brød af gangen.

Træk dit brød på bagepapir, over på dit bagestål eller bageplade. Pensel med lidt olie og kom det så relativt hurtigt ind i ovnen igen. Inden lågen lukkes, hældes en dl vand i bagepladen i bunden.

Fougasse brød bages 12-15 min. alt efter ovnenes temperatur. Hold øje med dem. De må gerne være mørke og på grænsen til brændte i kanterne. Det smager nemlig godt.

Lyst til at se lidt bagedyst? https://www.dr.dk/drtv/serie/den-store-bagedyst_135141

Her tænker du på “Fougasse brød”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.