Da min datter blev min søn

(Denne lille historie er en del af en større dagbog til mine piger. Derfor den særlige skriveform)


….Et andet sted, hvor du også brugte din charme, var ved lægen den anden dag. Jeg havde så pokkers ondt i min hals, så du og jeg måtte ned til den nye læge her i byen. Under konsultationen, smilede og charmede du som sædvanligt og lægen spurgte ”Hvor er han altså sød. Hvor gammel er han?”

Jeg overvejede at rette hende, men blev enig med mig selv om, at jeg jo ikke kan rette alle som gætter forkert og desuden var du helt neutral i tøjet. Jeg svarede bare ”snart 7 måneder” og smilede venligt tilbage, mens jeg håbede på, at samtalen om dig ville stoppe der, men hun fortsatte selvfølgelig
”Nå, så i er lige flyttet til kommunen? Velkommen til. Så har jeg nok heller ikke fået oprettet din søn i vores system endnu…”

“Øhhhh” Jeg svedte lidt ved tanken om, at jeg nu muligvis ville blive afsløret, men heldigvis afbrød hun sig selv og begyndte at tale til dig ”…Ihh så glad og tilfreds du ser ud. Du har sikkert fået en stor portion morgenmad” Jeg forsøgte at forklare hende, hvordan vi først sent havde opdaget, at klinikken havde åbne konsultationer og derfor havde skyndt os ud af døren, med det resultat, at du kun havde fået lidt morgenmad ude i venterummet. Jeg havde desværre bare virkelig svært ved, at formulere sætninger samtidig med, at jeg skulle omtale dig som hankøn. Der var mange laaaaange pauser i min historie og jeg tvivler på, at den gav den store mening. Lægen så også lidt undrende på mig, men kommenterede ikke min historie yderligere. ”Puha, så kan det være at hun holder bøtte” tænkte jeg for mig selv, mens hun stak en lang vatpind i halsen på mig, for at pode.

Det var kun en virus konkluderede den smilende læge og så havde jeg ellers travlt med at komme ud igen, for ikke at ende i flere røverhistorier. Det lykkedes også næsten, men på vej ud af døren, sendte du hende selvfølgelig et ekstra stort smil, så hun blev lige nødt til at nusse din hånd. ”Hvor er du altså bare sød lille du. Hvad hedder han?” Spørg lige om din mors hjerne stod stille!

”Øhhh…. Han hedder Pelle” fløj det ud af munden på mig. ”Jamen så må du søde Pelle og din mor, have en rigtig god dag” og så var vi ude på gangen. Jeg var helt paf over mig selv. Pelle?!?!? Hvorfor lige Pelle? Altså, Pelle er da et fint nok navn, men jeg har aldrig kendt nogen ved navn Pelle –jo en hest, men altså! Og jeg synes ikke engang at navnet er noget særligt. Jeg er lidt træt af, at vores nye læge nu tror at du hedder Pelle, for på et eller andet tidspunkt skal du jo derned igen og så har jeg et forklaringsproblem.

Suk!

2 meninger om “Da min datter blev min søn”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.