Cremet waldorfsalat

grønt til jul! Er det nu moderne?

Julemad er lækkert. Sådan virkelig lækkert – og et af mine absolutte favoritmåltider. Men den kan også blive lidt fed og tungt i det. Derfor kan du med fordel snige en – eller flere, salater ind på julebordet. En af disse salater kunne uden problem være, en cremet og helt uimodståelig waldorfsalat. Det er ikke moderne ideer, men bare super lækkert.

Vores første jul

I år holder vi jul i vores hus for første gang – og vi glæder os. Derfor kan jeg også selv bestemme, hvad jeg gerne vil servere juleaften. Faktisk har flere af dem som kommer allerede spurgt efter en frisk salat. Så vær’ ikke så bange for at smække sådan en på bordet. Hos os laver vi i år to friske salater – den klassiske waldorfsalat og en frisk rødkålssalat. Nok er en waldorfsalat lavet på lidt fløde, men derfor er den stadig spækket med lækre friske grøntsager, som uden tvivl vil klæde dit julebord. Du kan lave den inden gæsterne kommer, stille den på køl – og tage den ud lidt før servering, så den ikke er iskold. Så skal du ikke stå med den midt i sovsen, de brune kartofler og stressen over om sværerne mon bliver sprøde.

Jeg tror faktisk de fleste vil sætte pris på, at salaten for en gangs skyld ikke kun er den lune rødkål – men rent faktisk en lækker frisk en… eller to. Måske det bliver en ny tradition på julebordet, ligesom alle de andre mere klassiske ting. Det håber jeg.

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge til 4 pers

2 store røde æbler
2 stilke bladselleri
30 g valnødder
170 g grønne sprøde vindruer
2 dl creme fraiche
1 dl piskefløde (pisket til flødeskum)
1 tsk sukker
Salt

Tip! Justér selv op og ned i mængderne som du vil. Kan du fx ikke lide bladselleri, så undlad det og tilsæt et ekstra æble og lidt flere vindruer. Så passer mængden stadig til dressingen.

Sådan gør du

Skær æblerne i små tern (behold skræl på), skær bladselleri i tynde skiver og halvér vindruerne på langs.

Hvis valnødderne er store, så del dem i to, så de bliver lidt mindre og nemmere at spise.

Pisk fløden til flødeskum og vend forsigtigt sammen med creme fraichen i en skål – evt. med en dejskraber, som er god til at vende ting forsigtig med.

Tilsæt sukker og smag til med salt.

Vend tilsidst bladselleri, vindruer og valnødder i dressingen.

Anret i en skål og pynt med lidt valnødder og æbler på toppen, som vist på billedet.

Server efter 30 min på køl – eller sæt på køl indtil servering (dog helst senest efter 5-6 timer, da dressingen ellers stivner lidt som du måske kender det fra en kold kartoffelsalat). Har den været på køl i længere tid, så tag den ud en halv times tid før, så den ikke er helt iskold når i skal spise den.

Julegodter: http://madsager.dk/norske-klejner/

Musik til madlavningen: https://www.youtube.com/watch?v=E8gmARGvPlI

Her tænker du på “Cremet waldorfsalat”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.