Orientalsk risret

…Og det er ikke den fra Knorr

Når jeg siger ‘orientalsk risret’ så tænker du sikkert på Knorrs den bedste – Oriental Rice stod der altid på pakken, mener jeg. Men come on, den kan vi lave bedre selv. Det er en af de nemme retter, som jeg godt tør love, at selvom du ikke er 100-meter mester i et køkken, så klarer du snildt den her. Og så er retten lige så hurtigt at lave, som det tager at koge dine ris… plus 5 min. Når den er færdig, så smækker du bare din dybe pande/gryde/wok direkte på bordet – sådan lidt Paella inspireret og så går i ellers bare ombord i herlighederne.

En rigtig familie-ret

Denne ret kan spises af alle. Selv Josefine som lige har rundet 1 år. 1 ÅR…!! Nej vel. Jeg har jo lige født hende. Men det er åbenbart et år siden. Men ja, hun smovser løs, når menuen er orientalsk risret. Men hvis du har børn (eller voksne) i husstanden, som er lidt sarte når det kommer til krydret mad/karry, så kan du spare lidt på karryen og tilsætte det halve. Jeg kogte ris i poser sammen med boullion, karry og gurkemeje, men du kan også sagtens bruge løse ris. Det tror jeg de fleste har faktisk. Her har vi dog ris i poser af én særlig årsag: at hvis jeg selv skulle måle af og koge ris, uden poser, så ville jeg lave til hele Afrika og der vil helt sikkert være garanti for en god brændt bund i gryden, hvor 1/3 af risene har sat sig godt fast. Så er både ris og gryde lige til skraldespanden. Synes jo egentlig selv jeg er sådan ret ferm i et køkken. Bare ikke lige når det kommer til ris-kogning. Så der snyder jeg altså lidt med poserne. Hvis det da er at snyde. Det er nemt. Selv for mig. Retten kan sagtens klare en dåse majs eller andet, som du synes passer dertil. Det smager helt sikkert møg lækkert deri.

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge til 4 per

2 poser ris a 125 gram (eller 250 gram løse ris)
1 hønseboullion terning
2 spsk karry
1 spsk gurkemeje
450 gram hakket oksekød (eller hvad pakken nu indeholder – alt fra 400-500 går an)
2 mellemstore løg
1 bundt forårsløg
2 dl ærter fra frost (optøede)
1 dl olie
Salt og peber
2 håndfulde frisk persille

Sådan gør du:

Sæt vand over til risene. Put din boullion terning i – og tilsæt også karry og gurkemeje.

Kog risene heri efter anvisningen på pakken. Risene bliver nu lækre og flotte gule. Hæld vandet fra i en si, skyl kort med kold vand henover – og lad dryppe af i ca. 2-3 min. Mens risene koger laver du resten, så du nemt bare kan hælde risene i til sidst.

Varm olien i en høj pande/gryde/wok og put løg og forårsløg på og lad simre lidt ved medium varme. Skal steges til klare (og ikke brune).

Tilsæt oksekødet og brun det godt af.

Tilsæt nu de flotte gule ris som er dryppet af og rør sammen.

Hæld også ærterne i. Rør rundt, varm op og smag til med salt og peber.

Lige inden servering tilsætter du helt finthakket persille og rører godt rundt.

Men du kan selvfølgelig også bare købe færdigpakken, hvis du vil: https://www.knorr.com/dk/produkter/middagsretter/dinner-kit/orientalsk-risret.html

Hvad man man ellers med fordel lave selv? http://madsager.dk/klassisk-kartoffelsalat/

Verdens blødeste pølsehorn

Huk mit hoved af, for nogle bløde pølsehorn

Dette ER verdens blødeste pølsehorn -Ama`r halshug! De er lækre, luftige og saftige og da de også er lækre dagen efter de er bagt, så fungerer de super godt både i madpakken, til børnefødselsdagen og til skovturen. Ama’r halshug har jeg altid sagt siden jeg var barn, men først i dag (måtte Google jovist) fandt jeg ud af hvor det udtryk egentlig kommer fra. Det betyder at jeg ‘sværger til at det passer det jeg siger og ellers bliver jeg halshugget på Amager Fælled’. Offensivt – måske. Men stadig. Dette ER verdens blødeste pølsehorn. Ama’r halshug. Skulle du ikke være enig, så send en besked, så skal du nok få fulde navn og adresse.

Gør som du synes er bedst

Selvom disse pølsehorn er de bedste jeg har bagt (og smagt), så kan du pifte dem endnu mere op. Det kan du fx gøre ved at tilsætte lidt ketchup, inden du ruller dem – eller drysse med solsikkefrø i stedet for sesamfrø.
Du kan også forsøge dig med pesto eller en sød løgkompot. Eller måske du har endnu bedre ideer end mig? Og har du ikke flere pøller, men dej til overs, så smager de også ganske fortrinlige uden pølse men med en klat nutella i.

Opskrift på pesto finder du her: http://madsager.dk/klassisk-basilikumspesto/

Opskrift på løg, finder du i denne opskrift: http://madsager.dk/falafel-i-pita/

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge til 20 pølsehorn:

100 g smør
2,5 dl vand
1 dl A38 (skyr, creme fraiche, ymer eller lign.)
30 g gær
1 æg
2 spsk sukker
1,5 tsk salt
700 g mel (Jeg brugte 400 g hvedemel og 300 g manitoba mel. Men du kan sagtens bruge 700 g hvedemel)
20 ‘pølsehornspølser’
Pensling:
1 æg
1 spsk mælk eller vand
Sesamfrø (kan undlades)

Sådan gør du:

Smelt smør ved lav varme i en gryde. Hæld i stor skål/skål til røremaskine.

Tilsæt vand og neutral yoghurt og rør sammen. Fortsæt kun hvis blandingen er stuetemperatur/lillefinger varmt. Ellers dør gæren.

Tilsæt nu gær og rør rundt til det er opløst.

Put æg, sukker og salt i og rør rundt.

Tilsæt til sidst mel lidt efter lidt til dejen er lækker blød og stadig en smule klistret, men slipper skålen fint. Hvis dejen er meget klistret tilsætter du lidt ekstra mel – omvendt, hvis dejen virker for ‘hård’, så tilsæt lidt ekstra vand. Ælt i nogle minutter med hænder/på røremaskine.

Del dejen i to lige store klumper. Rul dem hver især ud i en stor cirkel på bordet. Læg pølser rundt langs kanten, skær i trekanter og rul dem til pølsehorn.

Fordel dem på bageplader med max 8 på hver, så de ikke hæver sammen. Eller flere hvis du godt kan lide de ‘vokser lidt ind i hinanden’.

Sæt til hævning på en bradepande med overdækket viskestykke i min. 1,5 time (gerne 2 hvis du har tid til det). Pensl med æg (og lidt mælk/vand hvis du vil. Det synes jeg er lækkert). Og drys med sesamfrø.

Tænd oven på 200 grader varmluft og bag i 10-15 min. Husk at holde øje med dem allerede fra 8-10 min. Alle ovne er forskellige. Køl af på en rist når du tager dem ud… og nup den første mens de er lune.

Lidt pølsehorns historie til de nørdede: https://www.kristeligt-dagblad.dk/bagsiden/2014-08-22/p%C3%B8lser-i-horn

Pastasalat m. svampe

Så blev den pastasalat rykket rundt

Se lige denne total anderledes pastasalat m. svampe. Inspireret af de simple italienske pastaretter og total i sæson. Det er bare at komme ud i skoven og samle ind -eller komme ned i brugsen og købe ind -alt efter hvilken type du er.
Under alle omstændigheder skal du prøve denne udgave, som er fyldt med smag og mit personlige bud på en pastasalat i oprør. En pastasalat så langt fra dem du kender og som er blevet rykket godt og grundigt rundt i mangegen, for aldrig at vende tilbage til sig gamle og kedelige jeg. Det er da værd at prøve ik?

Sammenskudsgilde er det nye

Du kender det måske? Familien vokser og vokser og flere kærester og børn kommer til. Det kan være en mundfuld at invitere familien til middag og selv en uformel komsammen, griber om sig. Hvad skal man lave, som glæder alle og hvor mange dage i forvejen skal forberedelserne starte, for at blive færdig i tide? Det er i vores familie efterhånden blevet en kæmpe opgave, at samles om en omgang aftensmad og derfor bliver vi ofte enige om, at bidrage allesammen. Det er ikke den store opgave for mig, at lave en omgang pastasalat m. svampe, men når vi alle kommer med lidt, er det en kæmpe hjælp for dem som lægger hus til.

Det fede ved at alle bidrager lidt er også, at man får lov at prøve en hel masse forskelligt mad, fra forskellige mennesker. En salat kan se ud på mange måder, alt efter hvem der har lavet den. Ligesom jeg ikke tror min mor havde regnet med min udgave af pastasalat, da hun bad mig tage pastasalat med -“der skulle jo også være noget til børnene” mente hun. “Jow, jow” tænkte jeg, “men kan det gøres lidt interessant også, så gør det vel ikke noget”

opskriften

Det skal du bruge til 6 per:

500 g god kvalitets pasta
400 g forskellige svampe
4 spsk rød balsamico eller sherryeddike
1 øko citron
1 bundt frisk dild
100 g parmesanost i spåner
100 g ærteskud eller fedtsalat
Olivenolie og smagneutral olie
Salt og peber

Sådan gør du:

I en stor gryde med rigeligt vand, kommes en god mængde salt og en god sjat olivenolie. Når vandet koger kommes pastaen i og koges til den er al dente -altså med en lille smule bid. Vandet hældes fra og pastaen kommes i en stor skål.

Alle svampene renses og skæres i store stykker, inden de steges af på en pande med lidt smagsneutral olie. Steg svampene, til de er blevet godt brune og har fået stegeskorpe. Tilsæt balsamico og lad det hele koge ind. Krydder med rigeligt salt og groft peber. Når svampene er færdige kommes de i skålen med pastaerne.

Tilsæt skal og saft fra en god øko citron, samt rene ærteskud og halvdelen af parmesanspånerne. Sådanne nogle kan hurtigt laves med et stykke parmesan og en kartoffelskræller. Tilsæt også finthakket dild.

Vend hele herligheden godt rundt, smag til med salt og peber og anret på et stort fad. Top pastasalaten med en sjat olivenolie og de sidste parmesanspåner.

Endnu en salat til middagsbordet? http://madsager.dk/panzanella-italiensk-broedsalat/

Oversigt over de bedste danske spisesvampe: http://www.svampeguide.dk/bedste-spisesvampe

Græsk pitabrød m. kylling og tzatziki

Græsk stemning i et pitabrød

Fra moussaka og græsk salat til gyros og souvlaki. Det græske køkken byder på lidt af hvert. og nu også græsk pitabrød m. kylling og tzatziki. Så er du fan af hvidløg og feta og masser af smag, så er græsk pitabrød m. kylling og tzatziki, og græk mad generelt, lige noget for dig -og mig. Trangen til de udenlandske køkkener er bestemt ikke blevet mindre, efter de sidste par corona-somre, men i år sker det! I år tager min familie og jeg på ferie og selvom destinationen er Mallorca og ikke en af de skønne græske øer, så drømmer jeg mig ofte væk til det græske køkken. Jeg er en sucker for feta. Måske du kan huske min opskrift på oliven og feta i olie, eller kan du finde opskriften her: http://madsager.dk/oliven-og-feta-i-olie/ De kan nemlig let bruges til denne opskrift også.
Stine har også lavet flere græske opskrifter fx disse lækre græske peinrli, som er græske pizzaer: http://madsager.dk/graesk-peinirli/ Det hele kan findes under fanen “græsk” sjovt nok.
Du kan også gå all-in og bage dine pitabrød selv. Se opskriften her http://madsager.dk/hjemmebagt-pitabroed/

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge til 2 pers.

4 pitabrød
2 kyllingefileter
1 peberfrugt
2 mellemstore løg
Feta
1 agurk
2 store spsk græsk yoghurt 10%
1 fed hvidløg
Lidt citronsaft
Salt og peber

Sådan gør du:

Lav først tzatzikien. Riv agurken groft, pres væsken ud med hænderne og put den revne agurk i en skål. Tilsæt 2 store spsk græsk yoghurt, 1 fed presset hvidløg, lidt citronsaft og smag til med salt og peber. Sæt på køl (kan sagtens laves tidligere på dagen)

Skær løg i kvarte, put i et fad, pensl med olie og put salt og peber på. Bag i ovnen i 30 min ved 180 grader varmluft.

Skær kylling i tern (2×2 cm) og bagefter peberfrugten i samme størrelse tern. Sæt skiftevis kylling og peberfrugt på et grillspyd. Pensl med olie og krydr med salt og peber. Grill kyllingespydene på grillen (eller bare på en pande hvis du ingen grill har eller det ikke er grillvejr).

Skyl salat og riv i lidt større stykker – og put feta i en skål. Servér nu det hele og saml lige præcis den græsk-inspirerede pita du kan lide.

Læs mere om Grækenland: https://da.wikipedia.org/wiki/Gr%C3%A6kenland

Sliders – mini burgerboller

Weekenden banker på og hvorfor ikke gøre den lidt ekstra lækker med en opgang populære miniburgere -også kaldet sliders. De små mini burgere kommer fra USA og blev første gang lavet af en burgerkæde ved navn “White Castle” Konceptet dengang var en greasy hamburger, som let kunne “slide” ned i maven. Sliders blev hurtig populære og mange andre resturanter begyndte at kopiere og videreudvikle dem. Det betød at White Castle i stedet tog patent på navnet “slyder” og slideren er efterfølgende “slided” ud i verden og er i dag bare navnet på en burger i miniatureudgave.

Hva skal der så sådan en slider?

Som så meget andet er det kun fantasien der sætter grænser for fyldet i din slider -helt ligesom med en helt almindelig burger. Men her får du lige et par gode ideer:

Den klassiske hamburger: Bøf af oksekød, salat, løg, tomat og thousand island dressing.

Den asiatiske: And, kål, syltet ingefær, koriander og hoisinsauce.

Fiske udgave: Stegt laks, salat og pesto. Pesto opskriften får du her: http://madsager.dk/klassisk-basilikumspesto/

En med fugl: Kylling, frisk spinat, aioli og tomatsalsa

Find den indre kreatør frem, men tænk gerne i smage og teksturer.

Opskriften

Det skal du bruge til 30 stk:

25 g gær
40 g sukker
1 tsk salt
2½ dl lunken mælk
2 æg (1 æg til pensling)
2 spsk olie
400 g hvedemel (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)
Sesamfrø

Sådan gør du:

Lun mælken, kom den i en skål/røreskål og opløs gæren deri.

Tilsæt sukker, salt, 1 æg, olie og hvedemel (start med lidt af gangen -måske skal du ikke bruge det hele) Ælt den til en blank og smidig dej i enten røremaskine eller på køkkenbordet. Lad dejen hæve tildækket på køkkenbordet i 45 min.

Rul dejen ud på et meldrysset bord og i en ca 2 cm tykkelse. Brug en udstikker eller et glas med en skarp kant og stik de små sliders ud med en diameter på ca 8 cm. Læg bollerne på en bageplader beklædt med bagepapir. Lad dine sliders efterhæve i 30 min.

Pisk det andet æg godt sammen og pensel bollernes overflade. Drys efter med sesamfrø.

Bag bollerne ved 200 grader i 10-12 min. til de er gyldne.

Lidt musik til? https://www.youtube.com/watch?v=EPhWR4d3FJQ

Ramsløgssalt

Afsted efter ramsløg

Du kan stadig nå det. Ramsløgene står stadig derude og venter på at blive plukket og lavet om til alle mulige lækre sager, som pesto, smør og ikke mindst lækker ramsløgssalt. Ramsløgssalt kan bruges helt som almindelig salt og tilføjer en dejlig hvidløgssmag. Jeg kan personligt rigtig godt lidt, at bruge ramsløgssalt ovenpå rugbrødsmadder og blødkogt æg. Det giver den helt almindelig mad et twist af forår og der er noget super tilfredsstillende ved, at have lavet det selv -og hey, så er det faktisk virkelig nemt at lave.

Sæsonen strækker sig fra marts og frem til juni, men det er dog de spæde blade, man plukker i foråret, som smager bedst.

Ramsløg lugter kraftigt af hvidløg

Ramsløg er i løgfamilien og har en karakteristisk hvidløgssmag og –duft. De indeholder masse C-vitamin, faktisk 20-40 gange så meget som i citroner. Vildt ik? Ramsløgene kan kendes på deres stærke løglugt og ofte lugter du dem, før du finder dem.

Ramsløg kan forveksles med giftige linjekonvaller

Man kan bruge ramsløgsbladene, blomsterne og blomsterknopperne i madlavningen. Man kan også spise løgene, der er under jorden. Man må dog ikke grave planter op i skove eller parker, så hvis I ikke har ramsløg i haven må du nøjes med blade og blomster. Du kan læse mere om regler omkring plukning i skove her  http://børn.ny.dn.dk/oplevelser/brug-naturens-spisekammer/

Ramsløg kan forveksles med liljekonvaller, som er meget giftige at spise, derfor er det meget vigtigt at være opmærksom når man plukker ramsløg. Lugt om det du finder, har den karakteristiske duft af hvidløg.

opskriften

Det skal du bruge:

200 groft salt
En god håndfuld frisk og skyllet ramsløg

Sådan gør du:

I en minihakker kommes salt og grofthakket ramsløg og hakkes til saltet har en fin grøn farve og alle bladene er finthakket. I virkeligheden bestemmer du selv, hvor kraftfuld din ramsløgssalt skal være, ved til tilsætte flere eller færre blade. Vær dog opmærksom på, at jo flere ramsløgsblade som tilsættes, jo mere våd vil din salt blive og derfor skal det sandsynligvis have længere tid i ovnen.

Fordel den våde salt på en bageplade med bagepapir og tør det i ca 1 time ved 100 grader. Vend rundt i salten ind i mellem. Opbevares i et lufttæt glas og så har du lækker ramsløgssalt indtil de igen er i sæson.

Hvad kan jeg ellers krydre med min ramsløgssalt? http://madsager.dk/stuvede-kanteraller-paa-ristet-broed/

Suppehorn

Den store bagedag

Har du nogensinde sådan en dag, hvor du bare bager i vildskab? Det har jeg -også ret ofte kan jeg godt afsløre. I dag stod den på pizzasnegle. Opskriften kan du finde her http://madsager.dk/pizzasnegle-m-skinke/ Frøsnappere http://madsager.dk/hurtige-froesnappere/ og disse lækre og smagfulde suppehorn. Intet af det noget som jeg nødvendigvis skulle bage, men pizzasneglene er et must i fryseren til madpakker, frøsnapperne overlevede ikke længe og mine fine suppehorn var bare lidt ekstra lækkert til aftenens broccolisuppe http://madsager.dk/broccolisuppe-m-mandler/

Når du har sådan nogle lækre suppehorn på frys, kan man tage selv den mest nederen købesuppe til nye højder. Suppe med hjemmelavet suppehorn, kan også let servers som gæstemad, når der er kræset lidt ekstra om tingene. Så det er bare med at komme igang, så du altid har lækre suppehorn i fryseren.

Jeg har brugt revet cheddarost og frisk timian i mine, men forstil dig også suppehorn med chiliost og soltørrede tomater, eller gorgonzola og sød/sure løg.

Opskriften

Det skal du bruge til 8 stk:

25 g gær
1½ dl mælk
50 g smør
1 tsk salt
2 æg (1 til pensling)
350 g hvedemel
150 g revet ost. Jeg brugte cheddar
Evt. frisk timian

Sådan gør du:

Smelt smøret i en lille gryde og tilsæt herefter mælk. Varm blandingen op til den er lillefingervarm (lunken) og stil den herefter til side.

Smuldr gæren i en skål eller røreskål. Tilsæt smør/mælke blandingen og opløs gæren heri.

Under omrøring tilsættes 1 æg og salt.

Kom nu melet i og rør til dejen akkurat slipper skålen. Det er ikke sikkert du skal bruge det hele, så hav tålmodighed og tilsæt lidt efter lidt.

Lad dejen hæve under et klæde i 45 min.

Efter hævning deles dejen i to lige store dele. Rul den ene portion dej ud til en stor cirkel og del cirklen i 8 lige store stykker. Drys herefter alle stykkerne en halvdelen af osten og frisk timian, hvis du har valgt at bruge det.

Form hvert stykke til et horn ved at rulle dejstykket fra den brede ende og ud mod spidsen. Bøj enderne lidt indad, så det ligner et horn.

Placer dine horn på en bageplade beklædt med bagepapir. Sørg for, at hornenes spidser er placeret under dem, så de holder faconen under bagningen.

Gentag processen med den anden del af dejen.

Lad hornene efterhæve i 20 minutter, pensel dem med sammenpisket æg og bag dem i 15-20 minutter ved 200 grader, til de er gyldne og gennembagte.

Lad hornene afkøle på en rist.

Opbevar dine suppehorn i fryseren. Så har du altid lidt lækker ostebrød til suppen.

Lidt om cheddarost: https://da.wikipedia.org/wiki/Cheddarost

Hønsesalat i croissanter

90’er har ringet… … og de vil gerne have deres opskrift tilbage.

Husker du? Denne klassiker af en ret – både med høns eller rejer. Begge dele blev flittigt kørt indenbords i min familie i det midtjyske tilbage i 90’erne og jeg elskede det skal jeg fortælle dig. Gode ting har det med at komme igen, og ligesom cowboyjakken nu hænger i mit skab igen. så burde vi give hønsesalaten endnu en tur på de danske middagsborder? Og synes du ikke at du er helt nede med croissanten, så smækker du bare din hønsesalat på et stykke rugbrød eller et ristet stykke toastbrød/franskbrød. Det er mindst lige så lækkert. Smid evt. lidt bacon oven på (eller i) hvis du er til det. Jeg har toppet med karse, men du kan også sagtens tyre en god omgang finthakket purløg henover.

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge til 6 små croissanter:

300 g kyllinge inderfilet (eller kyllingefilet)
1 hønseboullion-terning
100 g champignoner
200 g hvide asparges fra dåse
1,5 dl creme fraiche 38%
3/4 dl god mayo
1 tsk dijonsennep
Salt og peber
1 pk bacon i skiver
Frisk karse eller puløg
Croissanterne her er den nemme løsning fra supermarkedet, som bare skal rulles og bages. Du kan også købe nogle lækre store nogle ved bageren.

Sådan gør du:

Kom kyllingestykkerne i en gryde sammen med hønseboullion-terningen og dæk til med vand. Lad koge til kyllingen er færdig – ca. 15-20 min. Skær hønsekødet i mindre stykker og lad det køle af på skærebrættet.

På en stor pande steges bacon sprødt og lægges efterfølgende på et festsugende stykke papir. Gem fedtet på panden.

Champignonerne rengøres og skæret i skiver. Steg dem ved høj varme på baconfedtet, indtil væsken forsvinder. Husk at rør, så de ikke brænder på. Kom champignon i en si og lad dem dryppe af.

Skær nu de hvide asparges i mindre stykker (ca 1 cm) og lad dem også dryppe af i sien.

I en skål laver du dressingen. Rør creme fraiche, mayonnaise, dijonsennep, salt og peber sammen. Smag til med salt og peber.

Vend kyllingestykkerne, champignon og asparges i. Skær et langt snit i dine croissanter og fyld dem nu med hønsesalaten. Overskydende hønsesalat serveres i en skål ved siden af. Anret med bacon karse eller purløg.

Lyst til en anden ret med kylling? http://madsager.dk/bagt-sweet-potato-m-fyld/

Spis økologisk kylling. Læs her hvorfor: http://hanegal.dk/viden-om/spise-koed/kyllinger/

Klassisk æggesalat

Æggesalat i flytterodet

Påsken er desværre et overstået kapitel, men det betyder ikke at vi skal slippe de gode klassiske påskeretter helt endnu. Det skyldes selvfølgelig, at retter som æggesalat og hønsesalat smager konge-godt hele året rundt, men den primære årsag er, at jeg simpelthen ikke nåede at få opskrifterne ud til påske. I know -sikke en tarvelig madblogger -men det er altså sandheden. Camilla havde ellers kokkereret og forberedt det hele, men midt i flytterod, manglende internet og ferie, blev det simpelthen ikke gjort. Jeg kan så måske glæde jer med, at opskrifterne heldigvis ikke bliver dårligere til næste år.

Når det skal være æg-stra lækkert

Okay -den overskrift er Camillas værk! Men altså, det er super nemt at lave din egen æggesalat og det er virkelig nemme plus-point på kontoen fra dine eventuelle påskefrokost gæster,når de sætter tænder i den. Din æggesalat kan laves i forvejen og ryge direkte fra køleren og ind på bordet.

Server med et stykke rugbrød (evt. ristet) eller et stykke ristet toastbrød/franskbrød. Top det med purløg som jeg har gjort her – eller karse, hvis du er vimmer med det. Opskriften her rækker til 5-6 store madder.

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge:

6 æg
3 spsk. creme fraiche 38%
3 spsk god mayonnaise
1 tsk dijonsennep
3 tsk karry
1/2 bundt purløg eller karse
Salt og peber

Sådan gør du:

Kog æggene så de er hårdkogte. Jeg kogte mine i 10 min. Under kold vand med dem, når de tages af blusset, så de stopper med at koge videre. Lad dem køle af i det kolde vand. Pil dem og hak dem groft og put i en skål. Sæt til side.

Lav nu dressingen i en anden skål. Bland creme fraiche, mayonnaise, dijonsennep og karry sammen. Smag til med salt og peber. Bland dressingen over i skålen med æggene. Tilsæt gerne lidt af gangen, så der ikke kommer for meget dressing i, da æggesalaten så bliver for flydende. Jeg synes den er mest lækker hvis den er lidt fast i det og ikke render for meget. Den har dog godt af 15-20 min. på køl inden.

Pynt med fint hakket purløg eller lækker karse.

Pip gok og god bagpåske

Smuk og lækkert brød til påskebordet? http://madsager.dk/fougasse-broed/

Lidt om påsken: https://www.kristendom.dk/paaske

Sommersalat m. rygeost

Så skal der ryges!

Altså i fiske og osteform, naturligvis.
Jeg er vild med makrel – de røgede helst. Men det bliver hurtigt også lidt ensformigt at toppe sådan en lækker røget makrel-mad med mayo og løg. Så derfor har jeg her lavet denne sommersalat m. rygeost, som et alternativ til den kedelig stribe mayo. Min sommersalat lavet på rygeost – som overskriften afslører og med masser af crunch i form af agurk og radisser. Nogen laver den med kartofler i, men det gør jeg ikke. Så bliver det lidt mere en ret eller en form for kartoffelsalat mere, end noget der topper en lækker fisk på rugbrød.

Jeg synes den gør sig bedst på toppen af en røget makrel-mad som jeg har anrettet med her eller ovenpå et stykket koldrøget laks. Men du bestemmer. Du kan jo også vælge kartoffel versionen, hvis du vil være helt på tværs. Hvad end du vælger vil sommersalat m. rygeost være en sikker vinder.

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge:

150 gram rygeost
150 gram græsk yoghurt 10%
5-6 store radiser
1/2 agurk
1 bundt purløg
Citron saft
Salt og peber

Sådan gør du:

Starter med at putte rygeost og græsk yoghurt i en skål og rør godt rundt til alle klumper er rørt ud – og cremen er lækker og ensartet.

Snit din agurk i små stykker. Jeg snittede dem i små firkantet. Halvér dine radisser (gem 1 af dem til pynt). Snit dine radiser fint. Hak halvdelen af purløgs-bundet rigtig fint (gem resten til pynt)

Put nu agurk, radiser og purløg i cremen og rør godt rundt. Smag til med citron, salt og peber.

Pynt med den anden halve del purløg som du også hakker fint og drysser på toppen. Det sammen gør du med den/de radiser du gemte. Snit dem tynd og læg på.

Lyst til en anden sommerlig salat? http://madsager.dk/fennikelsalat/

Rygeost: https://loegismose.dk/fynsk-rygeost-okologisk–400g/p/64941