Sommersalat m. rygeost

Så skal der ryges!

Altså i fiske og osteform, naturligvis.
Jeg er vild med makrel – de røgede helst. Men det bliver hurtigt også lidt ensformigt at toppe sådan en lækker røget makrel-mad med mayo og løg. Så derfor har jeg her lavet denne sommersalat m. rygeost, som et alternativ til den kedelig stribe mayo. Min sommersalat lavet på rygeost – som overskriften afslører og med masser af crunch i form af agurk og radisser. Nogen laver den med kartofler i, men det gør jeg ikke. Så bliver det lidt mere en ret eller en form for kartoffelsalat mere, end noget der topper en lækker fisk på rugbrød.

Jeg synes den gør sig bedst på toppen af en røget makrel-mad som jeg har anrettet med her eller ovenpå et stykket koldrøget laks. Men du bestemmer. Du kan jo også vælge kartoffel versionen, hvis du vil være helt på tværs. Hvad end du vælger vil sommersalat m. rygeost være en sikker vinder.

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge:

150 gram rygeost
150 gram græsk yoghurt 10%
5-6 store radiser
1/2 agurk
1 bundt purløg
Citron saft
Salt og peber

Sådan gør du:

Starter med at putte rygeost og græsk yoghurt i en skål og rør godt rundt til alle klumper er rørt ud – og cremen er lækker og ensartet.

Snit din agurk i små stykker. Jeg snittede dem i små firkantet. Halvér dine radisser (gem 1 af dem til pynt). Snit dine radiser fint. Hak halvdelen af purløgs-bundet rigtig fint (gem resten til pynt)

Put nu agurk, radiser og purløg i cremen og rør godt rundt. Smag til med citron, salt og peber.

Pynt med den anden halve del purløg som du også hakker fint og drysser på toppen. Det sammen gør du med den/de radiser du gemte. Snit dem tynd og læg på.

Lyst til en anden sommerlig salat? http://madsager.dk/fennikelsalat/

Rygeost: https://loegismose.dk/fynsk-rygeost-okologisk–400g/p/64941

Ensaladilla Rusa

Autentisk tapas

Lad mig præsentere en vaske ægte legende-tapas! En gammel traver, en klassiker eller en autentisk tapas, om man vil. Enhver tapasbar med respekt med sig selv, vil kunne servere dig en udgave af ensaladilla rusa. Den vi som ofte være pyntet med oliven, syltet peberfrugt og æggeblomme, men det synes jeg ikke er særlig kønt, så jeg har kørt den klassisk og nordisk på pynten. Smagen er til gengæld Den smager himmelsk med et godt brød og kold hvidvin on the side.

På trods af navnet har denne spanske “russiske salat” intet at gøre, med den lyserøde rødbedesalat, som du kender den fra køledisken. Faktisk minder ensaladilla rusa, mere om et kærlighedsforhold mellem en italiensk salat og kartoffelsalat -men det er stor kærligheden. Retten skulle eftersigende komme fra det russiske, men denne lille sommerlige tapas er altså nu blevet ærke-spansk.

opskriften

Det skal du bruge til 4 per:

400 g kartofler
2 gulerødder
2 æg
1 ds tun i vand
½ dl ærter
Salt og peber
Evt lidt pyntegrønt

Sådan gør du:

Kartofler og gulerødder skrælles og skæres i tern. Kom dem i en gryde og kog til de er møre. Hæld vandet fra og stil gulerødder og kartofler til siden til de er kolde.

Kog ægget, skær hviderne i tern og kom det sammen med kartofler og gulerødder. I Spanien bruges blommen ofte som pynt, men det synes jeg ikke ser specielt kønt ud, så jeg bruger dem ikke. Det kan du selvfølgelig gøre som du vil.

Tilsæt ærter og tun og vend sammen det hele sammen med en god mayonaise. Hvis du vil lave din mayo selv, kan du finde en opskrift her http://madsager.dk/patatas-bravas-con-aioli/ Du lader bare være med, at tilsætte hvidløg til din aioli og så har du dig en lækker hjemmelavet mayo. Vær opmærksom på, at du ikke skal bruge særlig meget mayo til din ensaladilla rusa. Det er ikke ligesom en dansk kartoffelsalat, men ingredienserne skal blot samles med mayo.

Smag til med salt og peber og pynt evt med lidt grønt.

Den russiske salat fra køleren https://www.k-salat.dk/essential_grid/russisk-salat/

Ovnbagte jomfruhummerhaler

Så ramte hverdagen igen

Ja, det er ikke meget jomfruhummer vi får spist i øjeblikket, selvom det brude være nu vi havde ferie og kunne nyde det gode vejr. Men hverdagen er startet for os og thank God for det! Selvom om jeg knuselsker mine små poder, så er de hård kost ind imellem og 3 ugers intensiv samvær er skønt, men også virkelig krævende. Så her var hverdagen tiltrængt for alle.

endnu en omgang jomfruhummere

For nogle dage siden, delte jeg min opskrift på kogte jomfruhummerhaler, herefter en opskrift på min svigermors virkelig gode chilimayo, som går sig super godt til jomfruhummerhaler. Jeg vil slutte mit lille jomfruhummer tema, for denne gang, med opskriften på disse super lækre og smagfulde ovnbagte jomfruhummerhaler. Jeg elsker både de kogte og de ovnbagte, så lang tid de ikke bliver overstilberedt, hvilket er en af de mest almindelige “fejl” i tilberedningen af skaldyr. Faktisk laver jeg ofte begge udgaver, da det er to helt forskellige oplevelser.

Opskriften herunder er beregnet til 4 per, hvis du serverer ovnbagte jomfruhummerhalerne, som en forret.

opskriften:

Det skal du bruge til 4 per:

28 jomfruhummerhaler
1 pakke smør
4-5 fed hvidløg
1 stor håndfuld bredbladet persille
Skallen fra ½ øko citron

Sådan gør du:

Rengør halerne ved, at klippe dem op i ryggen. Med en lille kniv, kan du så fjerne den sorte tarm. Læg halerne på en bageplade eller et ildfastfad, med ryggen op.

Lad smørret blive lidt blødt på køkkenbordet og tilsæt herefter presset hvidløg, finthakket persille og revet citronskal.

Nu skal smørret moses ned i revnen i ryggen. Du kan enten bruge hænderne, eller en sprøjtepose.

Jomfruhummerhalerne bages i ovnen ved 200 grader i ca. 8 min. og serveres med chilimayo, godt brød og en god salat.

Velbekomme! Ovnbagte jomfruhummerhaler

Godt brød til? http://madsager.dk/italiensk-flute/

Når man bor i landets mest fertilitete kommune https://www.tv2nord.dk/rebild/de-giver-den-gas-i-rebild-her-fodes-der-flest-born


Svigermors chilimayo

Rejer, vandmelonsalat, brød og chilimayonnaise. Simpelt og virkelig lækkert.

Svigermors bogreol

Nu har min kæreste og jeg efterhånden været sammen i små 12 år, hvilket betyder, at jeg har haft rigtig mange gode madoplevelser, hjemme ved hans kulinariske ophav. Hans mor er en virkelig dygtig kok, som laver meget forskelligt og som gerne kaster sig ud i nye ting. Det er sjældent vi får serveret det samme, flere gange i træk og hendes bogreol bugner af opskriftbøger. Jeg ved ikke noget bedre, end at bladre de mange bøger igennem, for ny inspiration og der følger altid en lille håndskrevet note med, på de enkelte sider. Der er noget autentisk og hyggeligt over, at sidde med rigtige kogebøger, som er blevet brugt. De fleste af dem indeholder fedtfattige retter, spansk mad og salater, men også pastaretter og opskrifter på smoothies, kan findes. Måske du har været på opdagelse sammen med mig, på min instagram story?

Verdens bedste chilimayo

Alligevel bliver den første af min svigermors opskrifter, som jeg vil dele, ikke på en lækker salat eller en skøn tapas. Det skal nok komme. Jeg bliver nødt til, at gå fuldstændig modsat og tale lidt om verdens bedste chilimayo. Jeg vil sige det som det er og uden at overdrive, men ALLE jeg nogensinde har lavet denne chilimayo til, har fået små hjerter i øjnene. Så er du advaret.

Ved min svigermor, bliver den altid serveret til jomfruhummer eller andet skaldyr, som ses på billedet, men den går sig også virkelig godt, til fx vietnamesiske forårsruller.

opskriften:

Det skal du bruge til 8 per:

200 g. god mayonnaise
100 g. creme fraiche
2 fed presset hvidløg
1 stk finthakkede chilipeber (vælg selv hvor stærk den skal være)
½ dl. sød chilisauce
1 spsk tomatketchup
Limesaft fra ½ lime
Salt og peber

Sådan gør du:

Vend alle ingredienserne sammen og lad mayoen stå i køleskabet i min. 1 time, så den får god smag. Husk at smag til!

Jomfruhummer siger du? http://madsager.dk/jomfruhummerhaler-kogte/

Brug for en ny kogebog? https://www.saxo.com/dk/alle/tags_tapas?page=1

Jomfruhummerhaler – kogte

kogte jomfruhummerhaler

Okay! Nu bliver det serious business! Hvis du en dag vil lave noget rigtigt lækkert, altså sådan rigtig, rigtig lækkert. Så glem de store bøffer og gør dig selv den tjeneste, at lav kogte jomfruhummerhaler i stedet -eller de grillede. Det kræver minimum forberedelse, men er en nydelse udover alle grænser, hvis du koger dem rigtigt og serverer dem med godt brød og chilimayo. Dertil måske en lille salat og kold hvidvin. Så bliver det ikke bedre i min bog.

Privat jomfruhummer-pusher

Jeg ved det ikke er alle, der ligesom mig, har sin helt egen jomfruhummer-pusher, som sådan helt uopfordret, kommer med et par poser i ny og næ (ja, det er en blær) og jeg ved de koster lidt ved fiskehandleren, men køb dem alligevel. Du kan evt. købe dine jomfruhummere hele og lave en lækker bisque, så udnytter du den lille smagfulde hummer, til det yderste. Jomfruhummersæsonen løber fra august til oktober og halerne kan holde sig ca. 3 måneder på frost, men bør efter min mening nydes mens solen stadig varmer og med et koldt glas på siden.

opskriften:

Det skal du bruge:

1 kg jomfruhummerhaler
5 l vand
3 spsk salt
en stor håndfuld frisk dild
2 spsk alm. lagereddike

Sådan gør du:

Kom vand i en stor gryde. Bring vandet i kog og tilsæt eddike, salt og dild. Lad det koge et par minutter.

Tilsæt jomfruhummerhaler. Når vandet koger igen og jomfruhummerhalerne kommer op til overfladen er de færdige. Det tager ca. 5-6 min.

Hæld vandet fra, skyl med rigeligt koldt vand og server med godt brød og en god chilimayo. Pist… jeg lægger en opskrift ud på chilimayo, om nogle dage.

Min svigermors chilimayo: http://madsager.dk/svigermors-chilimayo/

Gå all-in og tag til Læsø jomfruhummerfestival: HTTPS://WWW.VISITLAESOE.DK/TURIST/PLANLAEG-DIN-TUR/LAESOE-JOMFRUHUMMERFESTIVAL-GDK860281

Tunmousse

Tunmousse -en af de helt store 80ér helte

Filmen ET, båndsalat og crepejernet er alle med til at vække 80érne til live for de fleste af os. Dette sammen med citronfromage, rejecocktail og ikke mindst dagens VIP tunmousse. I mit 80ér og 90ér univers, har tunmosse været et gennengående tema, til enhver påske eller julefrokost. Helst serveret med en hvid dressing og helt hvide små miniflutes fra pose. Jeg husker hvordan jeg før frokosten måtte rationere mit indtag af denne lækre fiskeret, for overhovedet at have plads til noget som helst andet. 75% tunmousse og 25% til alt det andet. Hvad kan jeg sige? Jeg elsker virkelig tunmousse.

I anledning af påsken er det vidst på tide, at jeg deler opskriften med jer og som i jer på billedet, er jeg gået all-in på 80érne hvad angår pynt, men du behøver naturligvis ikke være på corny. Og så siger vi vidst “Cut Elly”

LOCKDOWN – PÅSKE – TERMIN – WHATEVER!

Men altså, glædelig påskeferie til alle, som er så heldig at have ferie. Men også glædelig påske til jer, som ligesom os, bare flyder direkte fra lockdown til påskeferie. Lad os nyde det under alle omstændigheder. Her i huset er alle påskefrokoster aflyst og den forkromede plan er, at vi bare skal fortsætte med at sidde og glo på hinanden, mens vi venter på at lillesøster vil melde sin ankomst. Nu med 2 uger til termin. Sådan kan det i ihvertfald godt føles, når man har alt tid i hele verden, men alligevel er begrænset både på aktivitetfronten, men også socialt og fysisk. Overskuddet er i bund hos mor-her, som mest af alt føler sig som en forvokset gravko og det er måske held i uheld, at der ingen planer er for denne påskeferie, for så kan jeg svinge skovlen rundt på sofaen og tage en ekstra slapper.

Opskriften

Det skal du bruge:

3 blade husblas

2 ds. tun

1 tsk. citronsaft

1,5 dl cremefraiche

1 dl fløde

Salt og peber

Pynt:

Rejer

Frisk dild

Citronbåde

Flødeskum på dåse

Sådan gør du:

Læg husblas i blød i koldt vand i cirka 5 minutter. Bland imens tun, citronsaft, cremefraiche, salt og peber.

Tag husblas op af vandet og smelt over vandbad. Kom en smule af tunblandingen ved husblasen for at afkøle let. Pisk fløden til skum. Bland resten af tunblandingen i husblas- og tunblandingen og vend sammen med flødeskummet.

Kom i en form, fx en brødform, og lad den sætte sig på køl i mindst 4 timer.

Ved servering pynt med rejer, dild, citron og dytter af flødeskum. Du kan også bruge kaviar.

Servér evt. med en dilddressing på cremefraiche, friskklippet dild, citronsaft, salt og peber.

Andet med fisk?

http://madsager.dk/wrap-m-laks-og-spidskaal/

Hvad er det nu vi fejre i påsken?https://www.berlingske.dk/samfund/derfor-fejrer-vi-paaske

Karrysuppe m. fersken og rejer

en virkelig lækker kombi

Her kommer en klassiker, som nok er gået i glemmebogen hos de fleste og det er altså en skam, at denne ret skal være forbeholdt dem, som var smarte i 80érne. Karrysuppe m. fersken og rejer er nemlig en helt utrolig dejlig suppe, hvor du selv kan bestemme suppens heat, alt efter din mængde af karry. Den må efter min mening gerne være lidt spicy, da tomaten, fløden og de søde ferskner, trækker den i modsatte retning. Lav den også gerne med kylling, hvis du er typen, som får opkast fornemmelser af varm skalddyr.

Jeg vil gerne slå et slag for mange af de gamle og legendariske opskrifter. Dem som vores mor, bedstemor og oldemor stod i køkkenet og lavede. De retter som var hippe i en periode eller som tog det meste af dagen, fordi hønen skulle af med hovedet først. Der er ingen undskyldning for, ikke at holde klassikerne ved lige og det samme gælder altså denne 80ér basker -karrysuppe m. fersken og rejer.

Min mest populære opskrift!

Opskriften er fuldstændig den samme, som hvis du finder opskriften på https://www.dk-kogebogen.dk/opskrifter/34450/karry-suppe-med-rejer-og-fersken af den simple årsag, at det også er min opskrift, bare indsendt til det daværende Karolines køkken i 2011 og med 85.999 visninger mǻ jeg konstatere, at det er min mest populære opskrift til dato. Det forstår jeg godt og den er i min familie blevet flittigt brugt, som natmad til div. festlige arrangementer -nok lige så meget fordi, min mor hader hønsekødsuppe med kød og melboller.

opskriften

Det skal du bruge til 3 per:

1 stort finthakket løg
2 fed finthakket hvidløg
1 ds hakkede tomater
5 dl grøntsagsbouillon
2½ dl fuldfed fløde
1 spsk karry
1 ds ferskner i lagde
150 g rejer. Du kan bruge både dem i lagde eller dem fra frost. Vær dog opmærksom på, at frostrejerne skal være helt optøet, for at undgå fiskesmag i suppen.
Evt godt brød som fx http://madsager.dk/italiensk-flute/

Sådan gør du:

Svits finthakket løg, finthakket hvidløg og karry i en stor gryde til løgene er glasklar. Tilsæt bouillon, fløde og tomater. Suppen koges 5-10 min. Smag til med salt og peber

Tilsæt rejerne og varm suppen igennem (ikke koge) og serveres straks med noget godt brød.

Ønsker du at bruge suppen til fx natmad, så lav suppen, men vent med at tilsætte rejerne til lige før servering.

Pappardelle m. rejer og tomat

Simple Ǹ Deliciouse pappardelle

Simpelt og lækkert, er det italienske køkken i en nøddeskal. Gode råvarer, som kan smages og som ikke forsøger at være andet, end hvad det er. Ærlig mad. Det er jeg virkelig stor fan af. Pappardellerne har jeg lavet på pastamaskine, hvilket sætter prikken over i ét, i italiensk! Men det er ikke et must og du kan sagtens købe frisk pappardelle, som kan lidt af det samme. Lad dig ikke snyde af de få ingredienser og det lidt dårlige billede, men nyd i stedet det simple og ærlige. Jeg skal nok lige sende en klage til fotografen.

Piiiist! Opskriften er inspireret af Gordon Ramsay

opskriften

Det skal du bruge til 4 per:

400 g pasta, hjemmelavet eller købt frisk
1 frisk rød chili
2 fed hvidløg
200 g tigerrejer uden skal og renset for tarm
2 dl hvidvin
100 g cherrytomater
1 øko citron
Frisk basilikum
3 forårsløg
Salt og friskkværnet peber
Olivenolie

Fremgangsmåde:

I en stor pande, sauteres hvidløg og finthakket chili i en smule olie.

Tilsæt rejerne og steg dem i 1 min. Tilsæt hvidvin, cherrytomater i halve og forårsløg i skiver. Smag til med salt og peber.

Bring en gryde med saltet vand i kog. Når det bulderkoger puttes pastaen i og koges al dente.

Dræn pastaen og vend med rejerne og citronskal og hakket frisk basilikum. Pynt også med basilikum og citronskal.

Lyst til andet pasta? http://madsager.dk/ravioli-m-kanteral-ricotta-og-smoersauce/

Læs mere om de forskellige pastatyper: https://samvirke.dk/artikler/kend-forskel-paa-pastatyperne#slide-0

Thailandsk rejesuppe

Ren thailandsk kærlighed

Selvom det er mildt derude, her midt i januar, så fryser jeg stadig som en gal, hver gang jeg bevæger mig udenfor. Jeg er også selvudnævnt frossenpind og ville uden tvivl, befinde mig bedre i det thailandske klima, end det danske. Så ville jeg bare sidde i skyggen, drikke smukke drinks og spise thailandsk rejesuppe dagen lang.

Det var på en rejse til thailand i 2010, at jeg virkelig fik øjnene op for det thailandske gadekøkken. Der er noget virkelig fascinerende ved, at se mad blive tilberedt for øjnene af en og jeg elsker den autentiske og nærværende oplevelse det er, at spise ved de små boder. Det er ikke svært at forstå, hvorfor alle der har besøgt det velsmagende land, pludselig finder sig selv, ved det lokale asiatiske supermarked, jonglerende med galangasrod, citrongræs og kafir limeblade. Det smager bare virkelig godt. Selv børnefamilien kan være med, hvis bare styrken tilpasses. Start derfor altid i det små med heaten og skru op, hvis ganerne kan klare det.

opskriften

Det skal du bruge til 4 per:

300 g. tigerrejer m. skal
4 cm frisk ingefær
2 stænger citrongræs
6 friske limeblade
4 fed hvidløg
1 l. grøntsagsbouillon
2 spsk fishsauce
2 tsk palmesukker eller rørsukker
1 ds kokosmælk
10 cherrytomater
8 store champignoner
3 spsk soja
1 lime
4 spsk sesamolie 
Frisk koriander
Et udvalg af forskellige chillier


Sådan gør du:

Pil og rens rejerne og gem skallerne. Skær ingefær og hvidløg fint. Citrongræsset bankes, så den kan frigive smag til suppen.

Varm olien op i en gryde og steg rejeskallerne hårdt i et par minutter. Fisk skallerne op og gem olien. Tilsæt ingefær, citrongræs og hvidløg og steg et par minutter (må ikke branke) 

Tilsæt bouillon, kokosmælk limeblade, fishsauce, sukker, soja og lad det simre i 15-20 minutter. Tilsæt halve cherrytomater og champignon i skiver. 

Tilsæt saften fra limen. Tilsæt til sidst rejer og lad den koge i ca 5 minutter.

Server suppen med friske koriander og chili, så man selv kan bestemme suppens “heat”

Lyst til mere thaimad? http://madsager.dk/asiatisk-kyllingesuppe/

Har du fået ondt i maven, efter at have spist ved et gadekøkken? https://netdoktor.dk/interactive/medicin/Imodium-id109.html

Wrap m. laks og spidskål

Min svigermor og kviksølvfare

For satan hvor jeg elsker varmrøget laks! Det er som om, at det bare smelter på tungen og flyder ud, som sådan en ren kærligheds eliksir i fiskeform. Hvis jeg så bare måtte spise mere end dumme 125 g. 125 g. varmrøget laks, er faktisk ikke meget, når man lige står med det på tallerkenen. Nu er jeg ikke fanatisk , det er jo nummer 3, men når man også gerne vil have en dåse tun i ny og næ, samtidig med, at jeg også er ret bimset med sushi, bliver jeg nødt til at tænke mig om.

Heldigvis kan mit indtag af laks, godt tåle den her opskrift og OMG hvor er jeg glad for det. Den er nemlig både en fryd for mund, øje og den gravide mavse.

opskriften

Det skal du bruge til 4 per:

1/2 spidskål
1 tsk sukker
1 tsk fint salt
1 æble
25 g mandler
1 dl cremefraiche
1 spsk mayonnaise
1 spsk sød sennep
1 håndfuld persille, purløg eller kørvel
4 tortillas pandekager
200 g varmrøget laks
Blåbær
Evt. salat
Salt og peber

Sådan gør du:

Spidskålen:
Fjern de yderste blade og stokken af spidskålen. og snit den resterende del fint. Drys kålen med salt og sukker og kram den godt. Lad del trække i ca. 30 minutter. Skær æblet i kvarte. Fjern kernehus og skær æblerne i smalle både. Rist mandlerne gyldne på en tør pande. Vend kål med æbler og mandler.

Rør cremefraiche med mayonnaise, sød sennep og hakkede krydderurter. Smag dressingen til med salt og peber og vend med til sidst med spidskålsblandingen.

Lun tortillaerne og top dem med spidskålsalat, blåbær og varmrøget laks delt i flager. Evt lidt salat. Rul tortillaerne sammen.

Lyst til mere dansk? http://madsager.dk/braendende-kaerlighed/

Spis fisk for satan: https://altomkost.dk/raad-og-anbefalinger/de-officielle-kostraad/spis-mere-fisk/