Lady og vagabonden

Kærlighed i luften

Så kan du godt skrue op for den søde musik og tænde for stearinlysene, for her kommer opskriften på en vaske ægte kærlighedret, nemlig Lady og vagabonden. Der vil ikke være et øje tørt, hvis du serverer denne ret for din udkårende på valentinsdag. Retten hører ikke til en af de sværeste, men den smager dejligt og hele historien bag retten, er hvad der gør den drøn romantisk.

Du kender filmen om de to hunde fra Disneys klassiker “Lady og vagabonden” To hunde fra hver deres samfundslag, som finder sammen og ender i baggården på en restaurant, hvor de til tonerne af “Bella notte” spiser spaghetti med kødboller. Jeg skal ikke kunne sige, om din date vil sætte pris på, at du smækken snuden i maden, men hvem ved om det ender med et bette møs. Det er i hvert fald ikke menuen skyld, hvis det ikke gør.

opskriften

Det skal du bruge til 4 per:

Kødboller:
500 g hakket oksekød
1 løg
1 hvidløg
Revet citronskal fra 1 øko citron
3 spsk citronsaft
100 g revet parmesanost
1 æg
Salt og peber

Sauce:
Olivenolie
1 løg
1 fed hvidløg
2 dåser hakkede tomater
1 spsk sukker
Salt og peber

Derudover:
Revet parmesanost
Frisk basilikum

Kødbollerne:
Rør alle ingredienserne sammen og lad farsen hvile i en halv time, så det “sætter sig” Virker farsen for løs, kan du tilsætte lidt havregryn eller rasp.

Form nu kødbollerne i den ønskede størrelse og steg dem hårdt af i en stor dyb pande, i lidt olie. Kødbollerne behøver ikke være gennemstegte, men skal have flot brun stegeskorpe -det giver god smag. Sæt kødbollerne til side. Gem stegeskyen.

Sauce:
I den samme pande som du stegte kødbollerne, varmes en smule olie op. Svits løg og hvidløg, men uden at det bruner. Tilsæt tomater, sukker, salt og lad saucen koge ved svag varme i min. ½ time, men gerne længere.

Kom kødbollerne tilbage i saucen og lad dem koge med i ca 20 min, eller til de kogt færdige. Smag til med salt og peber.

Server’
Kog spaghetti som anvist på pakken. Kog den “al dente” og gerne med lidt olie for at forhindre, at de klistrer sammen.

Hæld vandet fra de kogte spaghettier og anret i en dyb tallerken med saucer og kølboller på toppen. Pynt med revet parmesan og frisk basilikum.

Lyst til lidt romantisk dessert efterfølgende? https://www.instagram.com/madsager.dk/

Lyt til musikken: https://www.youtube.com/watch?v=fbzEOQLOAWw

Løgringe med sprød bacon

En lille fræk en… eller flere

Til nytår hører det sig til, at få en lille lækker snack, til dronningens nytårstale. Alle i år var vilde med de her sprøde løgringe, men igen hvem elsker ikke bacon? Jeg lavede 2 løgringe til hver, da vi jo bagefter skulle igennem en lækker 3-retters menu, men spørger du gæsterne, så kunne jeg snildt have lavet 3-4 til hver alligevel. De røg pænt hurtigt ned.

Nu fejrer vi kun nytår en gang om året, men du skal da lave disse sprøde løgringe langt oftere, end kun til dronningens nytårstale. Lav dem som forret, som en del af dit tapasbord, brunchbord eller som en lille snack before-dinner, når vennerne kigger over. Du kan sagtens lave dine løgringe tidligere på dagen, gemme dem og hurtigt varme dem op inden servering.

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge til 8 stk:

2 store løg (salat-, zittauer- eller rødløg)
16 stykker bacon (2 pr. ring)

Sådan gør du:

Pil løgene forsigtigt (fjern det tynde yderste lag) og skær dem i 1 cm tykke skiver. Pres de inderste løgringe ud, så der kun er de yderste 2-3 tilbage, som hænger sammen.

Tag bacon og vikl rundt om løgringene og læg dem derefter på en bradepande med bagepapir.

Bag løgringene i en forvarmet ovn i ca. 30 min. ved 220 grader varmluft og grill. Sørg for at vende løgringene jævnligt ca. hver 5. min, så de bliver sprøde på begge sider.

Tag dem ud og lad hvile 10 min inden du serverer, så de er lune men stadig kan spises med fingrene.

Server noget til de kan dyppes i. Det kan være en salsa eller en frisk dressing. Måske en aioli? Find opskriften her http://madsager.dk/patatas-bravas-con-aioli/

Dronningens nytårstale: https://da.wikipedia.org/wiki/Nyt%C3%A5rstale

Peanutstoppe

Lynhurtig julekonfekt

Er du klar på verdens hurtigste konfekt? 10 min tager det fra start til du står med små fine peanutstoppe, som er klar til køl. Okay -vil du have de små med i køkkenet, så tager det måske 15 min. Peanutstoppe er i min optik helt geniale, da kombinationen af det salte og søde, får juleenglene til at synge.

Jeg er kæmpe fan af de nemme løsninger, særligt på de punkter hvor det ikke går udover kvaliteten. Den klassiske julekonfekt med rigelige mængder marcipan og nougat i lårfedestråler, er ikke min kop te. Derfor har jeg simpelhen droppet den i…. ja…. i alle år! Nej så laver jeg hellere noget, som man faktisk gider spise efterfølgende. Sæt i gang!

opskriften

Det skal du bruge:

200 g hvid chokolade
35 g saltede peanuts

Sådan gør du:

Hak chokoladen groft og smelt det over et vandbad.

Tag chokoladen af vandetbadet og vend peanuts i.

Med en teske lægges små toppe af peanuts på et stykke bagepapir. De kan selvfølgelig pyntes på 1000 måder.

Lad chokoladen størkne og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Musik til madlavningen: https://www.youtube.com/watch?v=E8gmARGvPlI

Lyst til en anden hurtig julekonfekt: http://madsager.dk/nemme-cornflakestoppe/

Luftige amerikanske pandekager

En weekend favorit med mange muligheder

Weekenden kalder og jeg ved hvad jeg skal have! Nemlig disse luftige amerikanske pandekager. Jeg tænker at lave en dobbelt potion, så alle i huset kan på pandekager med deres helt egen yndlings topping. Resten kan komme i køleskabet, som små hyggeligt hapsere i løbet af dagen. De kan også sagtens gå i madpakkerne og laver du opskriften uden vaniljesukker kan du også bruge dem, som små blinis med alverdens lækre sager på toppen.

Post efterårsferie

Ja, det er efterhånden et par uger siden, at ungerne pakkede deres tasker og poser fra garderoberne, for at holde efterårsferie. Morens ambitioner var høje og det på trods af, at pigernes far skulle arbejde hele ugen. Jeg havde forstillet mig det hele inde i mit hovede. Ork! alle de blade vi skulle samle og lave flotte kreative ting af -og på trods af en meget populær Netflix serie, skulle vi da også lave kastanjemænd og dyr. Vi skulle bage i køkkenet og der skulle være nul max på højtlæsningsbøgerne. I drømmer ikke om, hvor meget vi hyggede os inde i mit hoved.
Men ferien kom. Det samme gjorde mellemørebetændelse, 2 x skoldkopper, 4 x øjenbetændelse, toppet med 1 x svamp i munden. Som forældre til 3 børn ved man en ting eller to om søvnunderskud, men netop denne ferie fik både min mand og jeg en master class.

Ferie efter ferie tak

Så efter en såkaldt efterårs”ferie” fyldt med sygdom, sofa og uendelige mængder skærmtid, er vi flere her i familien som nyder, at hverdagen endelig er vendt tilbage, sammen med det gode helbred.

Havde jeg vidst hvor voldsomt sådan en omgang skoldkopper kan være, havde jeg fået alle tre børn vaccineret på stedet!

opskriften:

Det skal du bruge:

300 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
3 tsk sukker
50 g smør
3 tsk vaniljesukker
2 æg
3-4 dl mælk
½ tsk salt


Sådan gør du:

Smelt smørret i en gryde og stil gryden til side, så smørret falder i temperatur.

Bland mel, salt, sukker, vaniljesukker, bagepulver og natron godt sammen i en skål. Rør 3 dl mælk, æg og smeltet smør i, til du har en ensartet dej. Brug den sidste dl mælk til at justere dejens konsistens. Den må gerne være noget tykkere end almindelig pandekagedej.

Lad nu dejen hvile en halv times tid i køleskabet.

Steg dine luftige amerikanske pandekager på en pande, i en smule smør. Start med kun at lave en enkel og smag på den, inden du laver resten. Skal pandekagen være sødere, så tilsæt lidt mere sukker. Amerikanske pandekager er normalt ikke lige så søde som de danske, men det vejes op af den søde ahorn sirup. Vil du servere pandekagerne med frugt, kan du med fordel gøre dem lidt sødere i smagen.

Bag resten af de amerikanske pandekager på samme måde.

Vegetar bolognes

Alt begyndelse er svær

Jamen man skal jo starte i det små og heldigvis er denne vegetar bolognese så tilpas nem at lave, at den også fungerer på en hverdag. Det synes jeg godt kan være udfordringen, altså det med at spise mindre kød i hverdagen. Vores hoveder er så automatiserede til, at hive en pakke kød frem fra køledisken, for først efterfølgende at tænke på tilbehøret fx kartoflerne. Den sidste tanke som rammer frontallapperne, er “øøøøhhh… skal vi også have noget salat til?” I virkeligheden burde vi gribe vores måltidsplanlægning fuldstændig omvendt an. Som fx “Kæft’et flot spidskål! Det vil jeg grille på min pande. Det kunne være lækkert med nogle pommes af sødekartofler til og så en god dip med friske krydderurter. Hmm.. behøver jeg egentlig et stykke kød til det?” Jeg har personligt oplevet, at svaret på det sidste spørgsmål ikke altid er ja og det gør godt for både dyr, helbred og klima.

Åbent landbrug

“Ja, så håber jeg at vi været med til, at mane nogle af jeres fordomme omkring landbruget til jorden”( sagt med stærk nordjysk accent) Sådan sluttede en særlig fornem økologisk landmand vores besøg af, efter rundvisning i grisestalden. Vi var afsted allesammen og selv vores mindste datter Nellie på 17 mdr, havde været iført en str. 45 plastiskposesko og en hvid heldragt med tilhørende hætte, inden vi var begivet os rundt i de enorme stalde. Det var åbent landbrug og uden de store overvejelser var vi kørt afsted. Vi var faktisk kørt længere end hvad vi normalt vis orker med 3 børn på bagsædet, da det oftest ender i ballade, men vi ville gerne besøge et stort sted, så kursen var sat mod et gods -mindre kunne ikke gøre det.

Besøg fra det ydre rum

Det var et imponerende sted og alle de store maskiner holdt parade udenfor. Vores mellemste Rosa, ville prøve dem alle. Vi kunne også samle karameller i den store container med korn og så kunne man komme ind til grisene. Kæmpe store haller fyldt med dyr. Jeg var først overrasket over dyrenes størrelse. Jeg overvejede om det var en naturlig størrelse. Samtidig blev jeg lidt skuffet over dyrenes forhold. Mange dyr i indhegninger og med sparsomt halm på gulvene. Hvad mon forskellen var på de almindelige grise og de økologiske, som jeg stod og kiggede på? Vi var startet i afdelingen for de gravide grise.(Det hedder muligvis en so eller noget, men jeg vil i dette indlæg holde mig langt væk fra fagtermer) Alle uden undtagelse havde sår og skrammer på siden. Ikke dybe sår, men mindre rifter, skrammer på det meste af kroppen. Jeg kender ikke til grisenes natur, men man skal ikke være meget snu for at regne ud, at alle de rifter og sår var kommet grundet pladsmangel. Hver gang der var bevægelse blandt de besøgende rumdragter, altså os, panikkede grisene med det resultat, at flere grise blev mast op af muren.

babygrisene

Vi fortsatte gennem de forskellige stalde og for særligt børnene var der stor begejstring, da vi nåede “barselsgangen” eller hvad det hedder. Helt små nuttede lyserøde grisebasser, dog uden krølle på halen og med flere mærkater piercet gennem ørene. Nogle gemt i en kasse, for at beskytte dem mod deres alt for fede mor, andre i veltilpas brydekamp med sine søskende om maden og andre igen i en stor plastiskbeholder udenfor. Altså dem så vi ikke, men vidste du, at ca. 25.000 smågrise dør dagligt i de danske grisestalde? Jeg overvejede, at snige en med hjem i min lomme. De var virkelig søde.

Udenfor igen og sendt afsted med den hilsen jeg startede dette indlæg ud med. Alle mand afklædt rumdragterne, men stadig med lugten af gris i næserne og mere overbeviste end nogensinde om, at vi skal tænke i mindre og bedre kød herhjemme. Vi skylder vores klima, vores dyr og os selv, at tænke over vores kødforbrug! Det var vi mega enige om, og så kørte vi hjem og hev en pose hakket oksekød ud af fryseren og lavede en omgang kødsovs, for klokken var mange og børene var sultne -MEN det ændre ikke på, at vores intentioner og overvejelser fik endnu et skub i den rigtige retning, den dag til åbent landbrug.

opskriften

Det skal du bruge:

1 løg
3 fed hvidløg
1 ds hakkede tomater
1 tsk oregano
1 tsk timian
2 gulerødder
1 squash
1 ds kikærter
4 dl. vand
2 dl tør hvidvin
150 g røde linser
Olivenolie
Salt og peber
Evt. endestykket af en parmesanost + revet parmesan

Serveres med frisk pasta

Sådan gør du:

Svits fint hakket løg og hvidløg i en gryde med lidt olivenolie. Løgene skal blive klare.

Tilsæt hakkede tomater, oregano, timian, vand og hvidvin.

Gulerødder skrælles og rives på et rivejern. Squash skylles og rives også. Kom efterfølgende begge dele i gryden.

I et dørslag skylles kikærter og linser grundigt, til vandet ikke skummer mere. Kom derefter i gryden. Til også et endestykke fra en parmesan, hvis du har. Det giver en dejlig dyb smag. Husk dog at fiske den op igen inden servering. De røde linser er med til at jævne din vegetar bolognes, så lad den simre godt igennem.

Kog din pasta som anvist på pakken og smag bolognesen til med salt og peber.

Server din vegetar bolognese med revet parmesan og evt til friske krydderurter. Det både smager godt og ser flot ud.

Lyst til en anden vegetarret? http://madsager.dk/chili-sin-carne/

Vil du til åbent landbrug? https://aabentlandbrug.dk/

Orientalsk risret

…Og det er ikke den fra Knorr

Når jeg siger ‘orientalsk risret’ så tænker du sikkert på Knorrs den bedste – Oriental Rice stod der altid på pakken, mener jeg. Men come on, den kan vi lave bedre selv. Det er en af de nemme retter, som jeg godt tør love, at selvom du ikke er 100-meter mester i et køkken, så klarer du snildt den her. Og så er retten lige så hurtigt at lave, som det tager at koge dine ris… plus 5 min. Når den er færdig, så smækker du bare din dybe pande/gryde/wok direkte på bordet – sådan lidt Paella inspireret og så går i ellers bare ombord i herlighederne.

En rigtig familie-ret

Denne ret kan spises af alle. Selv Josefine som lige har rundet 1 år. 1 ÅR…!! Nej vel. Jeg har jo lige født hende. Men det er åbenbart et år siden. Men ja, hun smovser løs, når menuen er orientalsk risret. Men hvis du har børn (eller voksne) i husstanden, som er lidt sarte når det kommer til krydret mad/karry, så kan du spare lidt på karryen og tilsætte det halve. Jeg kogte ris i poser sammen med boullion, karry og gurkemeje, men du kan også sagtens bruge løse ris. Det tror jeg de fleste har faktisk. Her har vi dog ris i poser af én særlig årsag: at hvis jeg selv skulle måle af og koge ris, uden poser, så ville jeg lave til hele Afrika og der vil helt sikkert være garanti for en god brændt bund i gryden, hvor 1/3 af risene har sat sig godt fast. Så er både ris og gryde lige til skraldespanden. Synes jo egentlig selv jeg er sådan ret ferm i et køkken. Bare ikke lige når det kommer til ris-kogning. Så der snyder jeg altså lidt med poserne. Hvis det da er at snyde. Det er nemt. Selv for mig. Retten kan sagtens klare en dåse majs eller andet, som du synes passer dertil. Det smager helt sikkert møg lækkert deri.

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge til 4 per

2 poser ris a 125 gram (eller 250 gram løse ris)
1 hønseboullion terning
2 spsk karry
1 spsk gurkemeje
450 gram hakket oksekød (eller hvad pakken nu indeholder – alt fra 400-500 går an)
2 mellemstore løg
1 bundt forårsløg
2 dl ærter fra frost (optøede)
1 dl olie
Salt og peber
2 håndfulde frisk persille

Sådan gør du:

Sæt vand over til risene. Put din boullion terning i – og tilsæt også karry og gurkemeje.

Kog risene heri efter anvisningen på pakken. Risene bliver nu lækre og flotte gule. Hæld vandet fra i en si, skyl kort med kold vand henover – og lad dryppe af i ca. 2-3 min. Mens risene koger laver du resten, så du nemt bare kan hælde risene i til sidst.

Varm olien i en høj pande/gryde/wok og put løg og forårsløg på og lad simre lidt ved medium varme. Skal steges til klare (og ikke brune).

Tilsæt oksekødet og brun det godt af.

Tilsæt nu de flotte gule ris som er dryppet af og rør sammen.

Hæld også ærterne i. Rør rundt, varm op og smag til med salt og peber.

Lige inden servering tilsætter du helt finthakket persille og rører godt rundt.

Men du kan selvfølgelig også bare købe færdigpakken, hvis du vil: https://www.knorr.com/dk/produkter/middagsretter/dinner-kit/orientalsk-risret.html

Hvad man man ellers med fordel lave selv? http://madsager.dk/klassisk-kartoffelsalat/

Verdens blødeste pølsehorn

Huk mit hoved af, for nogle bløde pølsehorn

Dette ER verdens blødeste pølsehorn -Ama`r halshug! De er lækre, luftige og saftige og da de også er lækre dagen efter de er bagt, så fungerer de super godt både i madpakken, til børnefødselsdagen og til skovturen. Ama’r halshug har jeg altid sagt siden jeg var barn, men først i dag (måtte Google jovist) fandt jeg ud af hvor det udtryk egentlig kommer fra. Det betyder at jeg ‘sværger til at det passer det jeg siger og ellers bliver jeg halshugget på Amager Fælled’. Offensivt – måske. Men stadig. Dette ER verdens blødeste pølsehorn. Ama’r halshug. Skulle du ikke være enig, så send en besked, så skal du nok få fulde navn og adresse.

Gør som du synes er bedst

Selvom disse pølsehorn er de bedste jeg har bagt (og smagt), så kan du pifte dem endnu mere op. Det kan du fx gøre ved at tilsætte lidt ketchup, inden du ruller dem – eller drysse med solsikkefrø i stedet for sesamfrø.
Du kan også forsøge dig med pesto eller en sød løgkompot. Eller måske du har endnu bedre ideer end mig? Og har du ikke flere pøller, men dej til overs, så smager de også ganske fortrinlige uden pølse men med en klat nutella i.

Opskrift på pesto finder du her: http://madsager.dk/klassisk-basilikumspesto/

Opskrift på løg, finder du i denne opskrift: http://madsager.dk/falafel-i-pita/

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge til 20 pølsehorn:

100 g smør
2,5 dl vand
1 dl A38 (skyr, creme fraiche, ymer eller lign.)
30 g gær
1 æg
2 spsk sukker
1,5 tsk salt
700 g mel (Jeg brugte 400 g hvedemel og 300 g manitoba mel. Men du kan sagtens bruge 700 g hvedemel)
20 ‘pølsehornspølser’
Pensling:
1 æg
1 spsk mælk eller vand
Sesamfrø (kan undlades)

Sådan gør du:

Smelt smør ved lav varme i en gryde. Hæld i stor skål/skål til røremaskine.

Tilsæt vand og neutral yoghurt og rør sammen. Fortsæt kun hvis blandingen er stuetemperatur/lillefinger varmt. Ellers dør gæren.

Tilsæt nu gær og rør rundt til det er opløst.

Put æg, sukker og salt i og rør rundt.

Tilsæt til sidst mel lidt efter lidt til dejen er lækker blød og stadig en smule klistret, men slipper skålen fint. Hvis dejen er meget klistret tilsætter du lidt ekstra mel – omvendt, hvis dejen virker for ‘hård’, så tilsæt lidt ekstra vand. Ælt i nogle minutter med hænder/på røremaskine.

Del dejen i to lige store klumper. Rul dem hver især ud i en stor cirkel på bordet. Læg pølser rundt langs kanten, skær i trekanter og rul dem til pølsehorn.

Fordel dem på bageplader med max 8 på hver, så de ikke hæver sammen. Eller flere hvis du godt kan lide de ‘vokser lidt ind i hinanden’.

Sæt til hævning på en bradepande med overdækket viskestykke i min. 1,5 time (gerne 2 hvis du har tid til det). Pensl med æg (og lidt mælk/vand hvis du vil. Det synes jeg er lækkert). Og drys med sesamfrø.

Tænd oven på 200 grader varmluft og bag i 10-15 min. Husk at holde øje med dem allerede fra 8-10 min. Alle ovne er forskellige. Køl af på en rist når du tager dem ud… og nup den første mens de er lune.

Lidt pølsehorns historie til de nørdede: https://www.kristeligt-dagblad.dk/bagsiden/2014-08-22/p%C3%B8lser-i-horn

Cacio e Pepe

Kald det nu bare hvad det er..

Da jeg bestemte mig for at lave Cacio e Pepe her den anden dag, så fik sådan et flashback til den scene i Blå Mænd, hvor Mia Lyhne lidt provokerende siger til Thure Lindhardt “Key Account Manager. Skal vi ikke bare kalde det det det er: Kørende sælger” Det samme gælder for denne pastaret Cacio e Pepe. Det er jo egentlig bare spaghetti med ost og peber, men det lyder bare så flot på italiensk. Og den smager himmelsk. Den koster næsten gratis at lave og kan klares på 20 min.

Endnu en oplagt kandidat til den kødfrie dag

Modsat Stines kæreste Esben, så får min mand Nikolaj tics, hvis jeg nævner kødfri dag . Han er jo en mand og får næsten røde knopper på kroppen ved tanken om en vegetarret som aftensmad. Ikke desto mindre, så kan han faktisk ret ofte overtales, når det kommer til lige præcis pastaretter. Han elsker pasta. Jeg elsker pasta. Vores datter Josefine elsker pasta. Ærligt, hvem elsker ikke pasta? Er du parmesan-elsker og altid har det på køl? så kan du klare retten her på ren basislager. Vi har altid pasta, smør, peber og persille (eller basilikum) i urtehaven – og ret tit parmesan. Og mere skal du ikke bruge. Det er så nemt og simpelt og en sikker vinder herhjemme.

Føler du der mangler lidt, så lav et brød/hvidløgsbrød til. Det klæ’r generelt de fleste pastaretter synes jeg. Ikke så mange tips og tricks denne gang. Opskriften er lige til højre-skøjten som man siger.

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge til 2 pers:

200 g lange spaghettier af god kvalitet
100 g revet parmesan (køb et helt stykke og riv det fint). Du kan også mixe med fx pecorino eller en anden tør ost
1 tsk friskkværnet peber
50 gram smør
2 dl pastavand
En håndfuld frisk persille (eller basilikum)

Sådan gør du:

Kog pastaen i rigeligt saltet vand – og lige et par minutter mindre end du normalt vile gøre, så der er lidt bid i den endnu. Den skal nemlig koge lidt videre senere. Hæld vandet fra pasta MEN GEM PASTAVANDET.

Put smør og friskkværnet peber på en dyb pande/gryde og skru op for varmen, så smørret smelter, men ikke bliver brun.

Tilsæt nu pasta og 2 dl pastavand. Rør rundt ved lidt over middel varme.

Tilsæt revet parmesan og rør rundt til pastavandet er ‘væk’ og parmesanen smeltet.

Tilsæt evt. lidt mere pastavand hvis du synes retten skal være mere cremet.

Smag til om der skal mere peber i.

Tilsæt til sidst en god håndfuld helt finthakket persille og rør rundt.

Buon appetito… som man siger i støvlelandet

Link til klip fra Blå Mænd: https://youtu.be/H6Qt2Uvn2xc
Bag italienske flutes til: http://madsager.dk/italiensk-flute/

TikTok pasta -en udvidet version

Bedre sent end aldrig

Ja jah… gammel mor her, skal lige vende sig til tanken om, at det nu er på medier som TikTok, at de nye mad-trends skal findes. Men når det så er sagt, så er denne TikTok pasta både nem og lækker, hvilket sikkert er årsagen til dens popularitet. Det tager virkelig kun ganske få minutter, at smide et feta blok og nogle tomater i et fad, med lidt hvidløg og krydderurter, for til sidst at vende det hele rundt -og så er der serveret på 30 min.

En udvidet version

Men det behøver ikke være alt for nemt og selvom simpelt er godt -særligt i det italienske køkken, så fik jeg alligevel lyst til, at gøre lidt mere. Du kan selvfølgelig lave din TikTok pasta helt klassisk, eller du kan have din egen yndlings udgave. Min version er med peberfrugt og aubergine, men i virkeligheden kan du bruge de grøntsager du vil. Måske en udgange med broccoli og asparges? eller du kunne stege lidt kylling til, eller måske riste lidt bacon eller pinjekerner? Det bliver aldrig kedeligt at lave TikTok pasta.

Opskriften

Det skal du bruge:

500 g puck fetaost
500 g cherrytomater
3 fed hvidløg
1 aubergine
1 gul peberfrugt
Frisk rosmarin, oregano og timian
½ dl olivenolie
Salt og peber
500 g god pasta

Sådan gør du:

I et stort ildfast fad, kommes en hele pakke fetaost, cherrytomater, peberfrugt og aubergine i små tern.

Pil hvidløg og hak dem fint. Tilsæt hvidløg og olie. Drys med krydderurter, salt og peber.

Bag retten i 20-25 minutter i ovnen ved 200 grader.

Imens fadet er i ovnen, så koges pastaen.

Tag fadet ud af ovnen og mos det hele sammen til en cremet konsistent. Vend derefter pasta i og drys med friske krydderurter.

Lyst til en anden populær bette ting? http://madsager.dk/cremet-dalgona-iskaffe/

Hvad fanden er TikTok? https://www.tiktok.com/

Jordbær koldskål m. hjemmelavede kammerjunker

Sommer, koldskål og junkere

Jordbær koldskål m. hjemmelavede kammerjunker er bare indbegrebet af sommer, hvis du spørger mig. Det er den perfekte spise på en varm sommerdag og så er det faktisk ikke spor svært at lave. Jo altså kammerjunkerne kræver lidt forarbejde, men har du først lavet det forarbejde en’ gang, så har du kammerjunker til hele ugen. Danskernes koldskålsvaner er nemlig meget præget af vejret og et par uger med godt vejr kan fordoble efterspørgslen på færdiglavet koldskål: Ifølge tal fra Mejeriforeningen producerede danske mejerier i uge 24 i 2007 1,2 mio. liter koldskål (svarer til lidt over 2 dl per dansker) og faldt derefter igen til under det halve på bare 3 uge.

Hjemmelavede kammerjunker

Nu er overskriften jo jordbærkoldskål m. hjemmelavede kammerjunker og det er nye sager. Faktisk har jeg prøvet at lave hjemmelavede kammerjunker et par gange før, men uden den store succes. De er indtil nu altid blevet meget hårde og tørre. Ikke nogle jeg ville tilbyde min gamle bedstemor og hendes tandproteser. Men denne her gang gik det altså helt anderledes og de smagte bare sååå godt. Og heldigvis er sommeren ung, så der kommer mange flere anledninger til, at spise jordbær koldskål m. hjemmelavede kammerjunker.

Den evige diskussion

Jeg synes altid jeg skal diskutere med Nikolaj, om vi kan spise koldskål eller ej til aftensmad. Han mener, som mange andre mænd, at koldskål er en snack – og måske lidt en dessert, men IKKE aftensmad. Jeg er sådan set ret så ligeglad med hvad vi kalder det, og mener det kan spises lige når man har lyst, både som snack, dessert, morgenmad, aftensmad -you name it. Og så er jeg faktisk fløjtende ligeglad med, hvad wikipedia siger https://da.wikipedia.org/wiki/K%C3%A6rnem%C3%A6lkskoldsk%C3%A5l
Synes du alligvel at der er brug for lidt ekstra gods i din koldskål, så skær en masse forskellige frugter ud i tern og server ved siden af -og så glem ikke rigeligt med kammerjunker.

OPSKRIFTEN

Det skal du bruge til 4 per:

Jordbærkoldskål
3 spsk sukker
1 liter kærnemælk
1/2 liter tykmælk
3 tsk vaniljesukker
200-300 g jordbær (hvad der lige passer med en pakke)
Hvis du vil kan du tilsætte 2 æggeblommer, for mere cremethed.

Kammerjunkere
2 tsk. vaniljesukker
50 g flormelis
200 g hvedemel
50 g grahamsmel
1 tsk. bagepulver
1 tsk. stødt kardemomme (strøget)
90 g blødt smør
1 æg
1/2 dl mælk

Sådan gør du koldskål:
Blend de skyllede jordbær i en blender til en tynd masse og stil til side. Hæld alle ingredienserne i en skål, rør godt rundt (evt. med elpisker så den bliver godt luftig) og vend til sidst de blendede jordbær i. Stil på køl mindst 30 min.

NB! Tilsætter du æggeblommer, så pisk først æg, vaniljesukker og sukker til en luftig æggesnaps, tilsæt derefter resten af ingredienserne

Sådan gør du kammerjunker:
Bland vaniljesukker, flormelis, hvedemel, grahamsmel, bagepulver og kardemomme i en skål – og ælt det bløde smør ind i blandingen. Har du ikke fået taget smør ud i god tid, så giv et 30 sek. i mikroovnen ved svag varme til det er blødt.

Saml dejen med æg og mælk – og tilsæt mælken lidt ad gangen. Dejen skal være sammenhængende, lækker og blød – men uden at være for våd. Alt efter æggets størrelse, så tilpas mælken herefter. Nogle gange er 1/4 dl nok – andre gang skal der 1/2 dl til.

Saml delen i en rund klump og sæt på køl i en times tid (put evt. film omkring). Det er ikke absolut nødvendigt, men dejen er meget nemmere at arbejde med, når den er kold og lidt mere fast.

Tænd ovnen på 180 grader. Tril små kugler af dejen, og tryk dem let flade med en gaffel. Jeg lavede mine ca. 1,5 x 1,5 cm. Sæt kammerjunkerne på en bageplade med bagepapir og bag dem i ovnen i ca 15 minutter. De kan virke lidt bløde når du tager dem ud, men de ‘stivner’ når de køler af, som du måske kender det fra når du bager småkager. Lad dem køle af på en rist. Jeg kan godt lide at de ikke er helt hårde og knasende, men at midten af kammerjunken er lidt blødere. Er du ikke til det, så lav dem lidt mindre – eller give dem 2 min mere.

Put kammerjunkerne i en krukke, glas eller lign. der slutter tæt, så holder de sig fint en uges tid.

Lyst til noget andet sommermad? http://madsager.dk/salte-kartofler-m-mojo-verde/