At være mor er også…


At blive mor er først og fremmest ubetinget kærlighed. En lykkefølelse som ikke kan sammenlignes med noget andet i denne verden. Men andre følelser hører også med i den altopslugende oplevelse, det er at blive mor. Følelser som ikke postes på sociale medier og som ikke kommer til udtryk, når man møder omverden med et påklistret smil, i et halvhjertet forsøg på at signalere overskud. For ingen må være i tvivl! Ingen må mistænke dig for at have det svært. Men ærligt, at være mor er også…

Pludselig at blive opslugt i en ny verden, hvor jeg konstant skal tilsidesætte egne ønsker og hvor jeg kun halvt får opfyldt de grundlæggende behov, som mad og søvn. Hvor et bad er ren luksus og hvor jeg ofte overser og tilsidesætter egne følelser, i et overdrevet forsøg på at gøre det godt. Jeg VIL gøre det godt.  Jeg kigger mig i spejlet. Hvem er det derinde? Min krop har ændret sig. Mit hår sidder i en filtret, rodet men dog praktisk knold. Ingen make-up, hvilket kun gør det mere tydeligt, at jeg er i søvnunderskud. Er det sådan en mor ser ud? Jeg føler mig ikke mere mor-agtig, kun mere slidt, forsømt og jeg har ikke lyst til at kigge på hende derinde.  

Jeg lever i en osteklokke, hvor meget lidt slipper ind eller ud.

Det er samlebåndsarbejde udført med militær præcision fra morgen til aften –og natten med. Gentagelser som bliver til rutiner og til sidst automatiseret i en sådan grad, at jeg ind imellem glemmer at føle noget undervejs.

Dette lille væsen er mit et og alt og det skræmmer mig og sårer mig på samme tid! Mit hjerte har forladt min krop og bevæger sig nu frit rundt i verdens mange farer.  ”Vær nu lidt afslappet for helvede” tænker ved mig selv, mens min baby går fra person til person. Kom tilbage til mig!

Jeg forsøger at give min baby et knus, men jeg føler mig stadig ikke tæt nok på. Hvis bare jeg kunne klemme lidt hårdere. Kærligheden er så stærk, at jeg allerhelst vil have min baby tilbage i kroppen. Ind under min brystkassen, lige ved siden af mit hjerte, oven i mit hjerte, inde i mit hjerte. Kun der er min baby i sikkerhed.

Jeg forstår nu udtrykket ”at være syg af bekymring” Alle mine tanker kredser om min baby og jeg oplever en stressfølelse, hvor min krop er gået i alarmberedskab –en undtagelsestilstand, hvor jeg ikke kender mig selv mere. Det er som en fysisk smerte i mit hjerte og jeg er ude af stand til at tænke rationelt. Jeg føler mig skør og tankerne er ude af kontrol.” En mental ustabil mor er ikke godt” tænker jeg ved mig selv, inden jeg for gud ved hvilken gang, tørrer gylp af tøjet.  Aften efter aften med tårerne trillende ned af kinderne. Frustration, ensomhed, fortvivlelse og en lyst til at forlade både mand og baby og aldrig vende tilbage. Hurtigt overtages lysten til at skride fra det hele, af den dårlige samvittighed. ”Jeg må ikke føle sådan. Hvad er der galt med mig? Hvorfor er jeg ikke altid glad? Vi burde være så lykkelige. Stakkels min baby, at have en mor som tvivler, frygter og som bukker under ind i mellem. Stakkels min mand, at han har fået barn med sådan en som mig, som ikke magter både baby, hjem og alt det udenom”

Jeg frygter at fejle, Ikke at kunne klare opgaven. 

At være mor er et dagligt valg om at sætte et andet menneskers lykke og velbefindende før sin egen. Jeg må hver dag minde mig selv om, at jeg gør det bedste jeg kan, uden helt at vide hvad det bedste er og samtidig øver jeg mig i at tilgive mig selv, for at gøre alting forkert.

Alle disse følelser er for mig, også en del af det at være mor og det er okay. Det er okay at have det sådan- engang imellem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.